|<
<
>
>|
Fuldbefaren sømandsfamilie.
Sidste sommer havde jeg og mine unger, Jesper på 9 år og Annie på 6 år, den fornøjelse at besøge far på hans gode skib Lica Mærsk.
Dette vil kun være en ferie beretning om livet ombord set i øjenhøjde af familien. Jeg har ikke nogen dybsindige betragtninger i forbindelse med sømandslivet, vi har nok været gift for længe (kobberbryllup næste år) til at jeg kan svømme hen i hjerte som rimer på smerte og dybsindige betragtninger mht. at jeg så vældig godt kan lide mit liv som enepige kontra gift kone, dem kender sømandskoner allerede og det vil jeg ikke her komme ind på.
Ungerne og jeg rejste til Holland uden de store oplevelser, dog vil jeg straks korrigere dette til at jeg slet ikke er vant til at rejse, så bare det at rejse til Holland er sørme spændende. Ungerne var stor hjælp og følte sig meget voksne når vi sådan skulle finde rundt i Kastrup. Til alle jyder skal hermed lyder en melding, at ”de der sjællændere” er faktisk meget hjælpsomme når de mødes med et ”øh, daw, hvordan finder jeg…”
Da Lica Mærsk først var i havn midt nat fik vi en overnatning på hotel, hvor vi først var fremme til midnat, og alle mødre, meld mig ikke til børneværnet, men efter den lange rejse trængte jeg skrækkeligt til en lille kold fadøl, så ungerne blev slæbt ned i hotellets bar og installeret med hver deres cola og mor nød sin øl! Der var for øvrigt legerum!
Vel ombord på skibet næste dag blev vi installeret og der er fine forhold for en 1. mester, både opholdsstue som blev ungernes soverum og soveværelse som mor og far indtog, dejligt at gense ægtemanden! ;-)
Vores dage gik med lektier for Jesper vedkommende, maks. en time hver dag, der var jo både pc’ere ombord og mange spil som han slet ikke kendte, playstation, jeg gentager den tidligere sætning! videofilm og mennesker. Sidst nød især vores datter stor glæder af, hvad enten de var mørkere i huden end dem hun til daglig snakker med, og dermed faktisk ikke forstod et ord af hende uendelige talestrøm eller de var danskere og så velopdragne at de smilende nikkede med i hendes langstrakte betragtninger om dette eller hint, jo, hun er sin mors datter! Motionsrummet besøgte vi også, i hvert fald mere end faderen, hvis man skal tro på vægten! og spillede bordtennis, cyklede og løb på løbebånd, alt er at foretrække frem for 2 kåde unger der drøner op og ned af trapperne i apteringen.
Vi var også med på båd og brand øvelse og selvom det er dejligt betryggende at iføre sig redningsvest, klatre (i stille sø, dagslys og ingen panik) ombord i en rimelig komfortabel redningsbåd, så har jeg dog ingen trang til at prøve de i virkeligheden. Da vi havde forladt føromtalte redningsbåd og sikret os at der var nødblus, et eller andet mad agtigt noget, vand og at motoren også kunne starte, gik vi over til at redde skibet. Vi sprøjtede tonsvis af vand ud over agterstævnen (det er det bagerste af skibet!) og mændene slæbte kilometer af vandslanger fra et sted til et andet, men det var vældig underholdende, hvad man dog ikke gør for en sømandsfamilie og deres morskab ;-)
Flere at mændene tog branddragter på, kæmpestore, død varme og vildt tunge, og klatrede af stejle trapper ned i maskinen, som er et virkeligt varmt sted at opholde sig, selv uden brand (nu var det jo også for at øve sig), for at slæbe en stor sæk sand!! op på dækket, det vakte virkelig begejstring.
Vi havde senere på turen også fornøjelsen af at se føromtalte redningsbåd sejle rundt om skibet, men da den fjerde gang lagde til siden af skibet uden at kunne få fat i trosserne for at blive halet tilbage ombord, blev det dog lidt kedeligt. Det skulle efter min mands udsagn være ret skægt at sejle rundt med sådan en.
Vi var også i land, nogle steder med større oplevelser end andre, men lige et godt råd med på vejen: Skulle nogle damer være udsat for at der ingen gangvej er, så man bliver tilbudt at klatre over rækværket og ned på en interimistisk stige som holdes af en slags forvokset palle løfter, så lad være, tak nej og se om ikke næste havn er mere civiliseret! I vil ikke tro hvor besværligt det er at komme over sådan et gelænder med nederdel og en anelse hæle og som min mand så romantisk udtrykte det:
”Se Anita, kranen arbejder slet ikke, det er nok fordi han er ved at dø af grin over dig som skal ned af stigen!!”
Ungerne klarede det selvfølgelig legende let, det gør de jo altid!
Da vi skulle hjem afmønstrede vi i Alcaciras og tog ud til Gibraltar klippen, det var rigtig sjovt at se natur, by og det engelske islæt derude. Især det med at bilerne holder tilbage når flyene lander og letter vakte stor jubel hos sønnen, datteren var mere til de der nuttede aber, som jeg helt ærlig var lidt bekymrede for, de så en anelse sygdomsbefængte ud og den ene holdt Annie i nederdelen, mens hun fodrede den, det var hun vældig betaget af, mens mine tanke nok mest drejede sig om utøj og den slags!
Jeg pointerede flere gange for livet i mit lys alle de guldsmede forretninger der var på de kanter, men besynderligt er det (at jeg da ikke lærer det?) som mænd udvikler høretab ved ordet ”guld” der var ellers et righoldigt udvalg.
Hjemturen gik fint, på nær vi blev forsinkede, så vi måtte overnatte i Kastrup, men Hilton hotel er et fint alternativ til Hørning, så det var en vældig oplevelse at sove der. Jeg overvejede ganske alvorligt at holde mig vågen, helst i badeværelset som havde højttalere installeret!! jamen hvilken luksus. Det var dog dejligt at komme hjem og vi tog jo sømanden med os, så det var starten på hans ferie og afslutningen på min. Dog regner vi med at holde den fælles i år og når vi får en sådan oplevelse på søen, så gør det ikke så meget at manden arbejder imens.
Sluttelig en offentlig tak til Mærsk for at vi måtte få den oplevelse, det var spændende at se mandens arbejdsplads og hans kollegaer som alle tog larmen, snakken og løberiet fra ungerne med ophøjet ro og egentlig så ud til at synes det var hyggeligt, folk er nu så velopdragne! | |
Kilde/ forfatter: Anita Graugaard, Dato: 1/4-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Temadag om sundhed i den danske handelsflåde.
Fredag den 26. marts afholdt Søfartens Arbejdsmiljøråd en temadag om sundheden i den danske handelsflåde. Og det var sømanden (ikke hans skib!) der var oppe at vende.
Temadagen bestod af en række indlæg og efterfølgende dialogværksteder fordelt på 4 grupper.
Indlæggene drejede sig mest omkring sømandens sygelighed og dødelighed, som stadig ser sløjere ud end for arbejdsstyrken i land, og det på trods af den aktive selektion i form af Den Blå Bog, hvor de mest syge søfolk jo sorteres fra.
Man vil gerne ændre på disse kedelige kendsgerninger.
Statistikkerne fortæller, at det ikke alene skyldes arbejdet, men også livsstilen. Derfor har vi jagten på livsstils sygdommene: Kræft, hjerte- karsygdomme, aldersdiabetes m.fl. Synderne er for meget røg, for meget fedt, for meget alkohol og for lidt bevægelighed. Alkoholen har man sat, mere end effektivt, ind overfor. Men de øvrige faktorer er ind imellem et problem, både for den enkelte selv og for kolleger.
Hos Maersk forsøgte man sig, meget forsigtigt, i 2000 at lancere ”Operation sund kost og levevis” ombord i skibene. Man lagde op til en ændring af de gamle kostregler, der sagde noget om at kosten skulle være ”nærende og rigelig..”. Nu er det med næringen og de rigelige mængder jo snarere blevet et modsat rettet problem i forhold til i gamle dage!
Maersk forventede et ramaskrig, da man lancerede det ombord i skibene for snart 4 år siden, men det udeblev. Så noget er dog forandret i den danske (sø)mands opfattelse af kost. Mange har indset at den tykke brune sovs er god at udelade! Eller er den blot blevet erstattet af chips og nutella? Ved vi ikke alle, at fed kost er skidt for os selv? Og måske især det vi indtager mellem måltiderne, foran diverse skærme. Jo, vi ved det godt, det er bare lige det med at ændre vaner, og måske er nogle af os afhængige af diverse fede og søde sager.
Jeg synes det var visionært og klogt gjort af Maersk, forsigtigt at indføre operation sund kost og levevis. Til gengæld er det, efter min mening, helt urimeligt at fjerne al alkohol fra skibet, som man har gjort efter nytår. Misbrug af alkohol løses ikke på den måde, man fjerner blot en af de meget få fornøjelser den danske sømand har ombord. En fornøjelse, der måske kunne være med til at løfte arbejdsglæde og engagement.
Lige så vel, som det var klogt, at indføre sundere vaner, lige så vel må de have båret hovedet under armen, da de i selv samme rederi for nylig gav al sodavand ombord fri! Nu kan sømanden kvit og frit drikke al den cola han vil, på rederiets regning! Mon det vil slanke den danske sømand?
Det foreløbige udkast til den maritime kogebog blev præsenteret. Layout, afsnits inddeling og foreløbigt indhold så meget fint ud. Så er det spændende at se, hvordan erhvervet får løftet de svageste kokke op, så de også kan være med. For et andet indlæg på temadagen omhandlede også det faktum, at livsstils ændringer altid er sværest hos de dårligst uddannede. Det er der, det sidst slår igennem, hvis det lykkes.
Hos Maersk slog man på, at man sigter efter at udvælge de mest sunde og populære retter fra forskellige kulturer og nationaliteter, i stedet for, som det fortsat er de fleste steder, at der spises i hold med forskellige retter. For mig at se, stiller det store krav til kok/hovmester at klare den opgave!
Med den kendsgerning for øje, at mange af de udenlandske kokke har lavere uddannelsesniveau, og endda nogle danske der slet ikke er kokke uddannede, samt viden om, at livsstils ændringer er vanskeligere hos de lavest uddannede, så har vi vist langt endnu.
Journalist og forfatter Kim Hundevadt har netop udgivet en bog ”På kanten af kaos”. Det fortalte han en del om. På den ene side er vi danskere generelt tilfredse med vores liv, på den anden side er vi stressede! Vi er ved at tippe over mod for meget kaos, siger han. Vi oplever for mange krav om omskiftelighed og forandring. Vi tror måske det kun er på jobbet, men vi gør det også i vores fritid. Vi har for mange aktiviteter der planlægges og vinges af, når de er overstået. Det er et pres både udefra og indefra, siger han. Frygt for at miste jobbet, er den største stress faktor, og samtidig er det blevet mere legitimt at fyre folk. Kim Hundevadt lægger op til, at vi sætter hælene i, siger nej, og giver plads til besindelse. Det er vigtigt at vide hvem du er, og hvad du vil, så du løber den rigtige vej.
Morten Vinter, leder af Søfartens Arbejdsmiljøråd lagde ud med, at man altid kan diskutere timingen. Er det det rette tidspunkt, at melde ud og lægge op til en sundere levevis på arbejdspladsen?
Måske er vi blot i opstarten af en lang proces, hvor vi vitterligt er på vej til at gøre vore liv sundere, så vi lever længere og bedre?
Måske er vi også i en - famlen i blinde, efter at finde ud af, hvad der gør os sundere? Måske finder vi senere ud af, at alkohol- og rygeforbud snarere, for nogle mennesker, hæmmer livskvaliteten i sådan en grad, at det forkorter livet? Og hvad med den stigende ensomhed ombord?
Meget ved vi, men der er også meget, vi ikke ved.
Men det er nok uomtvisteligt, at vi alle har bedst af at bevæge vore kroppe. Måske skulle vi, sømandskoner og sømænd (og vores børn), løbe savnet væk, springe ind i, eller danse med, den isolerede sømand og cykle der ud ad, blot vi husker hvem vi er, og hvad vi vil!…. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 26/3-2004
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Hjemtransport af tilskadekommen søfarende.
Der er tradition for, at Søfartsstyrelsen hjælper rederier (og kutterejere), hvis en svært tilskadekommen eller meget syg søfarende skal transporteres hjem, hvis vedkommende skal have en ledsager (læge eller sygeplejerske) på rejsen, eller hvis der skal rekvireres et særligt ambulancefly. Beretningen herunder giver et indblik i, hvor mange detaljer og hvor mange mennesker, der er involveret i at hjemsende en tilskadekommen søfarende.
Mandag den 5. januar 2004: Ved middagstid modtager søfartsstyrelsen meddelelse fra et rederi om, at en 30-årig skibsassistent er faldet ned i lasten i et skib på 1400 BT. Faldets højde var 6,8 m. Skibsassistenten har brækket højre ankel, kvæstelser i ansigtet og på højre arm. Han var kortvarigt bevidstløs og har muligvis kraniebrud. Skibet befandt sig uden for Afrikas østkyst på vej mod Suez. Via Søværnets Operative Kommando fik Radio Medical fat i en redningshelikopter, der var fremme efter 2 timer, og den kvæstede søfarende blev planmæssigt evakueret og fløjet til Djibouti, men hverken skib eller reder kunne umiddelbart få oplyst, hvor han var indlagt.
Tirsdag den 6. januar: Søfartsstyrelsen kontakter det danske konsulat i Djibouti. Konsulen mener, at den søfarende må være indlagt på det franske militærhospital og lover at undersøge sagen. Konsulen bliver bedt om at skaffe lægelige udtalelser om den søfarendes tilstand, herunder en skriftlig udtalelse om, hvornår den søfarende forventes at kunne rejse hjem og på hvilken måde.
Onsdag den 7. januar: Konsulen har fundet den søfarende på det franske militærhospital og oplyser, at den søfarende efter omstændighederne har det godt. Han er blevet scannet og havde ikke kraniebrud. Konsulen arbejder videre på at få en skriftlig udtalelse vedrørende eventuel hjemrejse.Søfartsstyrelsen undersøger rejsemulighederne og finder ud af, at der kun afgår ét direkte fly fra Paris til Djibouti lørdag aften. Dette fly flyver fra Djibouti søndag aften mod Paris. Vi beslutter os for - hvis det overhovedet viser sig muligt - at afvikle hjemrejsen den kommende weekend, i stedet for at vente yderligere én uge.
Torsdag den 8. januar: Søfartsstyrelsen modtager det ventede "Certificat Medical", der bekræfter, sømandens kvæstelser. Konsulen gør os samtidig opmærksom på, at Djibouti er et muslimsk land og at helligdagen derfor falder om fredagen. Dette betyder, at han ikke vil være at træffe den følgende dag. I Søfartsstyrelsen satser vi fortsat på, at vi snart vil få den endelige tilladelse til, at den søfarende kan rejse hjem førstkommende søndag. Vi retter derfor henvendelse til Odense Universitetshospital og får et positivt svar, idet en fransktalende sygeplejerske trods det korte varsel gerne vil påtage sig jobbet som ledsager på rejsen. Sent torsdag eftermiddag erfarer vi imidlertid, at der kræves visum for indrejse til Djibouti. Vi føler os efterhånden lidt klemte, for lørdag og søndag holder man jo fri i Danmark.
Fredag den 9. januar: I Søfartsstyrelsen går vi fra morgenstunden i gang med at finde ud af, hvordan man får et visum til Djibouti. En samtale med Udenrigsministeriet oplyser, at den franske ambassade i København kan udstede det nødvendige visum. På den franske ambassade er den visumansvarlige kvinde villig til at se bort fra sagsbehandlingstiden på en uge, og hun vil blive sent fredag eftermiddag, så det vigtige visum kan blive udstedt. Da alt tilsyneladende er faldet på plads vedrørende visum, opstår næste problem. Air-France vil ikke love assistance mandag morgen i forbindelse med
flyskift i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Vi må derfor kontakte den danske ambassade i Paris, hvor vi kender en flink og tjenstvillig konsulatmedarbejder. Hun lover at kontakte lufthavnen, så vi ikke behøver at tænke mere på det problem. En lang og hidsig arbejdsdag slutter sent om eftermiddagen med udarbejdelse af en liste med telefonnumre, mobilnumre, faxnumre og e-mailadresser, så
alle de involverede personer er informeret om, hvordan de kan få fat på hinanden. Tilbage er en manglende skriftlig bekræftelse på udførelse af båretransporten, idet Air France, London, ringer fredag aften og insisterer på at få oplyst, hvilket firma, der skal transportere den søfarende fra hospitalet i Djibouti til lufthavnen. De stiller sig dog tilfreds med at få konsulens navn og telefonnummer.
Lørdag den 10. januar bliver vi kontaktet af konsulen i Djibouti, som fortæller, at den læge, som har behandlet den søfarende, nu ikke længere er til stede, og hans afløser vil ikke umiddelbart give tilladelse til udskrivning med henblik på hjemrejse. Konsulen får dog løst problemet, og kl. 15.30 tager sygeplejersken til Københavns Lufthavn for at indlede rejsen mod Djibouti.
Søndag den 11. januar får vi om eftermiddagen pr. e-mail bekræftelse på, at alt indtil videre er forløbet planmæssigt.
Mandag den 12. januar tidligt på eftermiddagen ankommer den søfarende til Rigshospitalets Traumecenter. Turen er forløbet vel, og her slipper Søfartsstyrelsen den søfarende, der nu har de bedste forudsætninger for at komme sig. For yderligere oplysninger, kontakt Preben Jacobsen, tlf. 39 17 46 26 eller Pia Høier, tlf. 39 17 45 96.
Vi håber, at der vil gå lang tid, før den næste hjemrejse skal arrangeres,
og for Jeres egen skyld:
Sømænd og fiskere - pas godt på jer selv, vær forsigtige og tag ingen chancer. | |
Kilde/ forfatter: Preben Jacobsen, Dato: 12/1-2004
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)
