|<
<
>
>|
Tanker over et skibsforlis
Det er svært, og det gør faktisk også ondt.
Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.
Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.
Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.
I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.
Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Ferie på M/T Anette Theresa
Som sømandskæreste følte jeg i sommer, efterhånden en stor nysgerrighed omkring, hvad der foregår på et skib. Jeg besluttede mig for, at forlade den faste landjord og gå ind i rollen som ”medsejlende hustru” for 14 dage. Jeg havde meget bevist valgt sommerperioden til min første udmønstring, da jeg ikke havde en fornemmelse for mine søstærke/svage sider.
Skibet som min kærste Kim sejler på, er et tankskib som færdes mest i Nordeuropa. Jeg glædede mig ufatteligt meget til at påmønstre, og havde en masse forhåbninger om, at komme til nogle interessante byer. Kufferten blev pakket efter en landkrabbes nøje overvejelser om, hvad man skal bruge ombord på et skib i 14 dage. Da jeg satte kufferten på vægten vejede den....30 kg! Da jeg ikke vidste, hvorfra og hvordan jeg skulle rejse hjem, blev jeg nødt til at laste om tre gange, før jeg selv kunne bære kufferten og den ikke ville være en trussel mod Europas flytrafik.
Jeg påmønstrede forventningsfuld i Grenå, da der kun var få timer til forventet afgang. Første tur skulle gå nord om Skagen med kurs mod Rotterdam. I Grenå gik tiden og der opstod forskellige komplikationer med skibets tekniske dele. En af disse komplikationer var desværre så omfattende, at vi blev nødt til at ligge i Grenå havn til dagen efter. Min utålmodighed efter at komme til søs steg i takt med at timerne gik. Til middag var vi endelig klar til afgang. Da vi sejlede ud af havnen, stod jeg på broen og nød udsigten, endelig var vi på vej mod Rotterdam! Jeg nød turen i fulde drag, og det gik hurtigt op for mig, at det var en fantastisk måde at holde ferie på. Det fantastiske gik dog lidt i sig selv da vi nåede ud i Nordsøen. Skibet var i ballast og vinden var efter min mening lige frisk nok. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke blæste meget, men efter 1½ døgn til søs måtte jeg overgive mig til ”køjen” og søsygepillerne.
Da vi nåede til indsejlingen mod Rotterdam, gik der et par timer, inden vi kunne få lods. Vi lå for anker på en af de store ankerpladser udenfor indsejlingen og ventede. Det var facinerende at ligge der. Man kunne se land, boreplatforme og andre skibe, vandet var stille og solen skinnede på en besynderlig uklar måde. Efter et par timer fik vi lodsen ombord og sejlede ind mod Rotterdam.
I Rotterdam kom sømandspræsten Søren Fahnøe Jørgensen på visit. Tidligere har jeg ikke tænkt over, hvor meget sømandskirkerne rundt i hele verden betyder for søfolk, men det fik jeg hurtigt en fornemmelse af. Besøget ombord er et friskt pust, efter dage eller uger på havet. Udover at få de seneste nyheder fra aviserne som sømandspræsten medbringer, er den sociale kontakt også et vigtigt element. Jeg og en matros kørte sammen med Søren ind til Rotterdam, hvor vi fik en rundtur i byen.
Fra Rotterdam gik turen til London (Plurfleet) og derefter tilbage til Rotterdam. Mit første indtryk af Rotterdam var godt, så jeg tøvede ikke med at tage ind til byen, da vi anløb havnen igen. Denne gang tog Kim og jeg til gudstjenste i Den Danske Sømandskirke. Det var hyggeligt at besøge et lille stykke af Danmark i Rotterdam. Personalet i sømandskirken var meget venlige og imødekomne, og jeg er sikker på, at de får mange som er langt hjemmefra til at føle sig tættere på hjemmet.
Fra Rotterdam sejlede vi til Hamburg. Da vi om aftenen ankom til Hamburg kom sømandspræsten Henrik Fossing ud på skibet og hilste på. Jeg skulle ind til byen dagen efter, og vi aftalte, at jeg kunne komme forbi kirken. Igen blev jeg mødt af et lille stykke Danmark med en stor venlighed og gæstfrihed. Jeg snakkede med Henrik Fossings kone Bodil Fossing, som gav forslag til en rundtur i Hamburg, hvor jeg fik set mest muligt på den tid jeg havde til rådighed, inden jeg skulle være tilbage på skibet. Jeg blev meget facineret af Hamburg som både rummer grønne arealer, kanaler, store pladser samt gode shoppingmuligheder.
Fra Hamburg sejlede vi til Danmark, hvor vi anløb Assens og Nakskov, hvorefter min sejltur endte. Jeg er meget glad for at have været med, og har nu fået et godt indblik i, hvordan Kims hverdag på skibet forløber. Jeg glæder mig allerede nu til næste gang, jeg skal med ud at sejle, da det er meget afstressende. Det eneste jeg i de 14 dage foretog mig, var lidt rengøring samt tøjvask. Derudover gik tiden med at læse bøger, se videofilm og nyde udsigten når vi sejlede. Fordelen ved at sejle med var også, at der var 14 dage mindre til Kim kom hjem igen. | |
Kilde/ forfatter: Birgitte Bendixen, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin
Den 10.10. mødtes Kirsten Nybroe og undertegnede, samt et medlem fra den anden sømandskoneforening, med to forskere fra Forskningsenheden for Maritim Medicin (FMM) på sømandshjemmet i Fredericia. Det var antropolog Fabienne Knudsen og læge Olaf Jensen, som henholdsvis er i gang med projekter vedrørende arbejds- og fritidsrelationer mellem danske og filippinske søfolk samt en større international undersøgelse af ulykker blandt søfolk.
Vi havde en meget givende dialog omkring søfart. Dels hvordan det berører os, hvad vi oplever via vores mænd om livet til søs, og dels hvad de finder i deres forskning. Og det er interessant at opleve både overensstemmelser og forskelle mellem det de finder og det vi oplever. Mon ikke mange tænker, at forskning nok er noget der ikke har så meget med virkeligheden at gøre, at man måske kommer for langt væk fra det virkelige liv? Men det er ikke det vi oplever, når vi snakker med de gæve mennesker i FMM. Faktisk kan vi nikke genkendende til langt det meste, men vi overraskes også, og det er mindst lige så interessant. At få stof til eftertanke, er jo ikke at kimse af. Ofte betaler vi lige frem en biograf billet for at få "noget at tænke over".
Det er da f.eks. meget interessant, at også de (det er nemlig ikke nyt), i den store internationale undersøgelse omkring ulykker, kan se færre ulykker blandt filippinske søfolk. Det er vel og mærke en anonym undersøgelse, hvor ingen arbejdsgiver er involveret. Spørgeskemaerne udfyldes hos søfartslægen.
Så det ser ud til, at den filippinske sømand reelt kommer mindre til skade end den danske sømand! Hvorfor gør han nu det? Hvis vi spørger vores mænd, er der mange af dem der siger: "Den filippinske sømand kommer klart nok mindre til skade, for han laver mindre, tager mindre fat eller han kan ingenting". Man kan selvfølgelig indtage den holdning, at det bare er fordi han er doven. Men det kunne jo også være fordi den filippinske sømand er bevidst om risikoen og samtidig sit manglende sikkerhedsnet? Hvis han kommer så meget til skade, at han ikke kan arbejde, er ikke blot hans egen, men hele hans families eksistens truet. Det gælder ikke for den danske sømand, han ved, at der hjemme er forsikring, pension, revalideringsmuligheder m.m. Så derfor er den filippinske sømand måske blot mere forsigtig, passer bedre på sig selv? Det kunne vi vel også ønske os, af vores mænd? For uanset socialt sikkerhedsnet, vil vi jo helst have ham sund og rask hjem efter hver udmønstring!
Men hvad værre er, vi mangler at se erhvervet gøre noget ved de høje benzenmålinger man har foretaget i danske kemikalietankskibe inden for det sidste år. Eller også lever vi i lykkelig uvidenhed. Lad os håbe det. Man
har nemlig målt op til 300 gange den tilladte grænseværdi for benzin nær tankene og niveauer over grænseværdien på de øvrige områder af skibene. Det giver mig kuldegysninger at tænke på det. På FMM kigger man nærmere på en evt. sammenhæng med benzin og andre kemikalier med kræftsygelighed blandt danske søfarende. Selvom vi endnu ikke kender resultatet af undersøgelsen, ved vi at benzin er giftigt, og derfor må det haste, at få det reduceret. Vi har fået forskernes ord på, at de vil optræde på slap line ved vores Landsstævne i 2004. Glem alt om nogle grå og kedelige forskere med brillerne halvt nede på næsen! Her får du interessant stof til eftertanke. Det kan vi love på forhånd, selvom vi endnu ikke har aftalt indholdet i detaljer. Så hvis du har specielle ønsker til deres optræden, så giv lyd fra dig. Og lad os håbe at denne foreløbige præsentation ikke har taget modet fra dem.. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 10/11-2003
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)