|<
<
>
>|
Ærø hvor er det????
Ja, sådan tænkte jeg første gang jeg hørte øen blive nævnt!!
Vores kære ø bliver omtalt som perlen i havet – et lille irgrønt smykke i det blinkende blå hav – et stykke af Danmark hvor der findes alt hvad det øvrige Danmark ellers byder på.
Jeg hørte øen omtalt første gang en dag i april 2002 – min kære fætter havde været her for at se på en egnet gård til en gårdbutik og havde fundet et par stykker som måske kunne bruges – kom tilbage til Jylland og fortalte om øen – jeg tænkte inderst inde, hvad kommer det mig ved - indtil han langt om længe fik mig fortalt at ham havde tænkt, at jeg skulle ned og starte butikken op, og ”måske” kunne jeg så tænke mig at blive, kunne jo altid prøve et halvt års tid!!!
Det korte af det lange blev, at jeg tog af sted – Og det har jeg den dag i dag ikke fortrudt.
Jeg blev modtaget meget åbenhjertigt af alle her på øen. Fik ret hurtigt en bred bekendtskabskreds. Og nogle virkelige gode venner.
Deriblandt en pige som tilfældigvis havde en god bekendt som sejlede, og som hun mente at ”lige var noget for mig”, Mail dog til ham – var hendes ord hver gang jeg så hende, så jeg tænkte ja, det kan der jo ikke ske noget ved og som sagt så gjort. Det blev til en, og derefter mange mail der blev sendt og modtaget – sømanden lød virkelig til at være sød og dejlig. Og i december 2002 mødte jeg ham så for første gang – det var med lidt uro og spænding at jeg nu skulle se ” ham” som jeg havde skrevet med i 3 mrd. Men alt min uro forsvandt da jeg så ham og snakkede med ham – han var jo den samme som i sine mail.( Kort fortalt – vi skal giftes til maj.)
Fik gennem nogle andre bekendte her på øen at vide, at der var noget der hed Sømandskone-foreningen, og det måtte jeg da lige se, hvad et var – og tak for det – for her mødte jeg ligesindede piger og derigennem bedre kendskab til livet til søs, som for mig var en by i Rusland. Sad virkelig de første gange meget og lyttede til de andres snak og kunne forstå, at de jo havde eller havde haft de samme tanker og savn som jeg. Men ikke nok med det, man for jo også nye bekendtskaber og har meget sjov og morskab når vi mødes. Så herigennem vil jeg gerne give et stor tak til Sømandskoneforeningen på Ærø for deres positive og åbne måde at modtage nye medlemmer på.
Når jeg engang , forhåbentlig til december skal med på min første” konesejlads”, skal jeg nok vende tilbage og fortælle, om hvordan jeg har oplevet det.
Ellers må i alle have et godt forår .
De bedste Ø – hilsner fra en jyde | |
Kilde/ forfatter: En Jyde, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Nytår 2004
Så er vi på vore pladser igen, hverdagen er atter tilbage. Jeg håber, at alle har haft en rigtig god jul- og nytårsferie.
Der har været møde i Handelsflådens Velfærdsråd med efterfølgende gløgg reception, da 2 medlemmer af rådet gik af. Bl.a. Ronald Petersen fra Dansk Sømandskirke.
Den 9. december var der generalforsamling på Nyborg Strand inklusive sammenlægning af de to kirker, Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Dansk Kirke i udlandet. Desværre blev jeg syg og kunne ikke deltage, men heldigvis var Lotte der stadigvæk og måtte deltage alene i hele arrangementet.
Den 18. december var jeg i København til Ronald Petersens afskeds-reception. Det er altid lidt trist at sige farvel til en god samarbejdspartner. Vi ønsker al held og lykke på din færd videre frem.
Vi har netop modtaget besked fra postvæsenet angående forsendelse af bladet. Portostøtten er blevet opsagt pr. 1. marts. En ny ”lille” opgave med at finde ud at få distribueret bladet med de færreste udgifter. Til repræsentantskabsmødet i marts håber vi på, at kunne orientere mere om dette. Men en ting ved vi på forhånd, at dyrere bliver et.
Angående repræsentantskabsmødet her i foråret er det blevet flyttet til den 13. marts i Fredericia stadig hos Ilse i stedet for den 28. marts. Husk alle er som sædvanlig velkommen.
Mange hilsner
Kirsten | |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Tanker over et skibsforlis
Det er svært, og det gør faktisk også ondt.
Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.
Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.
Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.
I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.
Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
