|<
<
>
>|
Julen 2002.
Selvom sømandshjemmets nye minibus er grøn og er en Citroën, så kunne den godt hedde Rudolf de sidste 14 dage inden jul, hvor sæderne flød med julegaver, sække og røde bånd. Skib efter skib fik besøg med aviser og invitationer til at besøge sømandshjemmet, og der var tilbud om at få skibets bibliotek byttet, benytte sømandshjemmets Internet Cafe, komme en tur i sauna eller få ringet hjem til familien.
Da Fredericia Havn var den sidste mulighed for at få julegaver om bord, var det også et af juletidens tilbud.
Ingen afslog tilbudet om at få julegaver om bord, eller foreslog at det kunne vente til næste gang. Ingen havde så travlt med at losse eller laste, at der ikke var tid til at modtage en julegave. Dejligt.
Desværre har vi aldrig julegaver nok til alle, så nogle besætninger måtte nøjes med en julegave i fællesskab. Det var denne gang en jule CD med et russisk kor, som sømandshjemmet havde indkøbt til lejligheden og for at ”drøje” på julegaverne.
Det blev til 315 julegaver fordelt på 35 skibe. De sidste 7 julegaver måtte i al hast pakkes ind juleaftensdag sidst på eftermiddagen, så der også om bord på det sidst ankomne skib, kunne blive en julegave til enhver om bord.
Om bord på havnens skibe juleaften, var der travlhed. De, der kunne rejse hjem, var hjemme ved familien. Nogle havde i flere dage forberedt sig på julen og holdt deres egen julefest om bord, og nu var der jo også julegaver fra sømandshjemmet. Andre skibe skulle sejle i løbet af juleaften og besætningen kunne derfor ikke forlade skibet.
En del sømænd havde dog tid og mulighed for at deltage i julefesten på sømandshjemmet, og nogle var der hele aftenen, andre skiftedes med deres kammerater til at komme.
Sømandshjemmets julemiddag var andesteg med æbler, rødkål og brunede kartofler, og derefter Ris a´la mande, med mandelgave. Det skulle lige forklares, da denne tradition ikke er kendt, hverken på Burma eller i Litauen.
Kl. 21 samledes vi omkring juletræet, hvor vi sang nogle kendte julesalmer og derefter lyttede vi til juleevangeliet på dansk, engelsk, russisk og arabisk. Der er altid en ganske særlig højtidelighed over denne stund rundt om juletræet, hvor vi står og lytter til juleevangeliet, også selvom vi ikke forstår alle de sprog, det bliver læst på.
Efter ”Fader Vor” i kor, og endnu et par julesalmer gik alle om bord i sømandshjemmets lækkerier. Pigerne havde lavet ta´selv bord med kaffe, lagkage, de fleste af julens småkager, hjemmelavet konfekt, og julegodter, nødder og frugt.
Også denne aften var sømandshjemmets piger og deres frembringelser populære.
Familien derhjemme har altid sømandens kæreste opmærksomhed, især i julen og selve juleaften. Derfor var der også juleaften kø ved telefonerne. Det mildner altid savnet lidt at få en god lang julesnak med dem derhjemme.
Vi var i alt 32 deltagere juleaften, og da det var tid til at sige farvel og tage hjem om bord, var julesneen faldet og lå ren og hvid og pyntede julevejen hjem. | |
Kilde/ forfatter: Niels Kjær Lassen - Fredericia Sømandshjem, Dato: 24/12-2002
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Sø-kok
Fredag d. 16.8.2002 kl. 10.50 var der afgang med Marstalsfærgen, flere af familien og vennerne var ned og vinke farvel. Vi skulle påmønstre en coaster i USA. Herligt – en drøm var ved at blive realiseret.
Jeg er skolelære, og har været det i mange år, bl.a. på Grønland og mange år på Ærø. Vi havde snakket om det flere gange, det med at tage på langfart med en af byens coastere. Nu havde vi taget beslutningen, idet min mand Erik også skulle af sted. Marstal Søfartsmuseum, som han er leder af, havde fået en bevilling til dokumentation af danske søfolk om bord i danske skibe, det tynder ud i dem, især dæksbesætningen, så det skulle være her og nu. For mit vedkommende var jeg ved at løbe træt i tonsvis af møder og andet udenomssnak i forbindelse med lærergerningen, som jeg ellers er rigtig glad for, og stor appetit på rejser har jeg altid haft, så her var en mulighed.
Et års orlov blev bevilliget, og en kokketjans om bord på et af familierederiet E.B. Kromanns skibe blev en mulighed. Jeg kan godt finde ud af at lave mad, og Erik og jeg har været ud at sejle for kortere perioder for år tilbage. Kabystjansen havde jeg prøvet, selvom det var i nærfarten og ombord på et skib med færre folk. Men hvo intet vover, ser ikke verden …
Køjesækken var pakket og rejsen var påbegyndt. Vi skulle ombord på reden ved Annapolis. Dagen efter, den 17., blev vi sat om bord fra en shorebåd. Skibet hedder ”Anne Boye”, den er bygget i 1985 i Søby og har normalt en besætning på 8 mand, selvom den er godkendt til 5 mand.
Skibet tog sig godt ud, velholdt, lå den der i solen på reden og tog imod os. Besætningen var selvfølgelig noget interesseret i at finde ud af, hvad vi var for nogle, og omvendt. De havde været længe ud, de fleste af dem og her lå de og ventede på kajplads inde i Baltimore, hvor en fuld ladning på 2300 tons råsukker skulle losses. Sukkerlasten var kommet om bord en måned tidligere i Rosario, Argentina. ” Anne Boye” ligger ofte på lange rejser i fort world wide. Besætningen viste sig straks at være behagelige danske søfolk, hele vejen igennem, vi kom fluks på bølgelængde og min kokkegerning påbegyndtes straks under begyndervejledning af den hidtidige kok, der mønstrede om dækket. Vi var nu i alt 9 munde, der skulle mættes flere gange dagligt.
Søfolk lever godt i danske skibe, ud over de øvrige måltider og kaffeafbræk er der dagligt en to-retters menu om middagen , der skal holdes klar over to omgange i forbindelse med vagtskifte. Vi havde meget fint argentinsk oksekød og ikke så meget andet inden for den branche til at starte med, så det krævede noget fantasi, en kogebog og en kødhakkemaskine til at lave interessante varianter.
Jeg knoklede på, 10 timer hver dag, i begyndelsen. Men det lykkedes, folkene udtrykte deres tilfredshed og en påkrævet udskiftning af klæder til et større nummer var det synlige bevis på at kabysmenuen faldt heldigt ud. Skipperen var af den nyere tids observans, der havde lagt enevoldskonge princippet overbord, og tingene og arbejdet glad let og fornøjeligt. Efter udlosning i Baltimore, gik vi sydover fragtsøgende, snart kom der besked hjemmefra om at vi skulle til Havanna for at laste tobak til Cadiz , Spanien. Havanna skulle vise sig at være et pragtfuld sted med dejlige mennesker, det var det for øvrigt stort set overalt, hvor vi kom på udmønstringen. Folk er generelt flinke, når man kommer med en imødekommende holdning og ikke går kramagtigt krumbøjet rundt af angst for andre og udstråler overmennesketendenser. Efter et par gode ophold i de nævnte havne, anløb vi Shoreham, Sydengland for at laste stykgods til Port Stanley, Falkland. En lang tur på 29 døgn til øerne ned ved Kap Horn, en sejlads skibet havde været på næsten 50 gange før. Vi fik proviant hjemme fra Danmark i tonsvis, så nu var kabysmulighederne mere fleksible.
De 29 døgn gik hurtigt, også for en kok, der var ene kvinde om bord. En fin ækvator dåb og andre anledninger til festlighed, var med til at gøre weekenderne hyggelige. Havet, albatrosser, delfiner og hvaler var kilde til daglig adspredelse og fornøjelse, især når vi sad på ”Anne Boye” sladrebænk på agterdækket efter udskejning, tid til langt ud på aftenen. Den sydlige himmelhvælving med stjernetegnet Sydkorset var også en stor oplevelse.
Falklandsøerne, som vi havde glædet os til at opleve, snød os ikke, her var fine naturoplevelser og behagelige folk. Sejlads ind i Magellan Strædet til den chilenske by Ponta Arenas var også en stor oplevelse. Forskellige sydamerikanske havne med mulighed for proviantsupplement af lokale frugter og snak med lokale folk gav kolorit på turen. Men tiden gik, en dag, eller rettere en nat, måtte vi fra borde ved Balboa i Panama-kanalen. Det var med et vist vemod vi tog afsked med ”Anne Boye” og nogle af de folk, vi havde tilbragt sølivet sammen med. Vi havde lastet i Tampico, Mexico og skibet stævnede nu med Australien, som dæks folkene Jan og Jens skulle opleve for første gang.
Kim, nyuddannet styrmand fra Marstal Navigationsskole, skulle ud og gense Australien, og det var faktisk ham, der via konen Lotte skaffede søhesteforbindelserne …………. Tak for turen og go´ tur videre. | |
Kilde/ forfatter: Inge-Lise Kromann, Dato: 16/8-2002
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Søhesten nr. 3/2002 - Supplerende bemærkninger vedr. Trivsel om bord.
Da mit indlæg vedr. videofilmen Trivsel om bord har medført flere reaktioner, vil jeg lige komme med et par kommentarer til nogle af dem:
Først tak til dem, der har svaret: Peter Tjellesen, Morten Vinter fra RTV-film, Søfartens arbejdsmiljøråd, samt Henrik Bjørndal Pedersen (HBP) og Birgit Larsen Jensen (BLJ).
Dernæst er det jo godt at få en debat i gang, også i bladet.
Som svar til BHP:
Min mand er p.t. i den heldige situation, at der er hele 3 danskere om bord mod tidligere 1 (min mand), 4 færinger og 7 filippinere. Sidstnævnte er sådan ca. det mest normale forhold i det rederi. Og der er i vores omgangskreds – i de 3 ud af de 4 tilfælde – samme forhold i bemandingen, afhængigt af antal ansatte.
Hvad angår seminarer og møder, ville de 5 (min mand incl.) så vidt vides meget gerne med på diverse seminarer og møder, men som regel ligger de interessante kurser typisk sådan, at det passer med udmønstring en uge før eller noget i den stil.
Så synes jeg nok, at det er en lidt grov generalisering inden for faget (jeg ved ikke, om HBP er navigatør, mask.mester eller en af de få danske skibsass.?), at hvis der kun er to danske om bord, så passer de ”deres sjusglas og evt. papirarbejdet og lader de andre ordne resten på deres egen måde.” Citat slut.
Der mener jeg, at hvis man er sit arbejde voksent og et ansvarligt menneske (uanset stillingsbetegnelse), så falder man ikke bare hen og drikker sig en bøhmand på, selv om man evt. kun er to danskere eller mindre.
Men ok, på samme måde som der findes eks. Mekanikere, der skriver ekstra arbejdstimer på regningen, for noget der ikke er lavet, så findes der vel også søfolk, der bare lader stå til. Brådne kar findes jo i alle erhverv. Desværre også handelsflåden.
Hvad maden angår, så er maden om bord ikke så god som hjemme i de fleste tilfælde, men min oplevelse er, at det også afhænger af skipperens evne til at slå kokken oveni hovedet. Min mand kender en skipper, der – fordi ”hans liv er for kort til hundeæde” – har lært sin kok at lave ordentlig dansk mad, der ikke svømmer i fedt. Hans fordel var jo så også, at de kørte faste hold, jeg ved godt, at det er ikke alle rederier, der gør det, men jeg vil vove at påstå, at maden kan blive meget bedre, hvis skipperen tør sige til kokken: ”Det dèr vil vi ikke spise, det er hundeæde, lav det om! Spejlæggene må ikke være stegt i så meget fedt, at de af sig selv rutscher på tallerkenen, når vi er i søgang!” Men det kræver en skipper, der ikke er konfliktsky. Og de findes altså stadig.
Og tak for de pæne ord til min mand, jeg går ud fra, at han har set dem.
BLJ:
Jeg vil starte med at kommentere denne sætning fra BLJ’s indlæg:
”Hvis filmen skulle være tilstrækkelig rigt facetteret, burde der vel være interviews med 5 gange så mange mennesker, og hvem gad så se den til ende…”
Det svarer til at betale 70,-kr. for en biografbillet for at se ”Ringenes Herre”, og efter en time finde ud af, at det er årets dårligste film, for så at blive siddende i de resterende 2½ time! (Den er nu pengene værd).
Hvis filmen er kort, men dårlig, ser folk den ikke. Hvorimod, hvis den er godt lavet – både hvad angår indhold og fremstilling, herunder facetteringen af problemerne – vil mange se den, også selv om den er lang.
Det at rejse sig i protest det kan være, fordi filmen har rørt ved noget, man ikke kan/vil erkende, som BLJ skriver, men behøver ikke at være derfor. Det kan være af en mere simpel årsag: Kedsomhed og en følelse af tidsspilde. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 1/3-2002
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)
