|<
<
>
>|
Søhesten nr. 12/2001 - Videofilm: Trivsel til søs
Der skal ikke på nogen måde være tvivl om, at jeg støtter Søfartens Arbejdsmiljøråd i deres bestræbelser på nødvendigheden i at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø ombord på de danske handelsskibe.
Der skal heller ikke være tvivl om, at jeg respekterer de personager, der har deltaget i at lave filmen, og det faktum, at de fortæller om nogle problemer de (både den søfarende og familien, samt rederne) har oplevet.
Men: efter at have set ”Trivsel til søs”. Må jeg indrømme, at jeg rent faktisk blev meget skuffet.
Én ting er, at Søfartens Arbejdsmiljøråd (og åbenbart også vores forening) ønsker at ”forholde sig til de områder, som søfolkene selv finder problematiske” og tænker denne film ”som et debatoplæg til arbejdsmiljøet på danske handelsskibe” (citater fra videofilmens omslag). En anden ting er, at efter min personlige mening, opnår man lige nøjagtigt det modsatte af, hvad man ønsker!
Da jeg så filmen første gang, slukkede jeg efter ca. 10 – 15 minutter! Anden gang så jeg den til ende, men de problemstillinger, som sømandskonen fra Familien Jensen (orange trøje, rødt krøllet hår) og Birgit Larsen Jensen nævner, kan jeg ikke genkende som værende problemer i dén grad, som de synes, at det er.
Det betyder ikke, at jeg vil negligere deres opfattelse af problemerne, jeg er bare slet ikke enig i problemets omfang. I min nærmeste omgangskreds er der ikke færre end 4 sømænd, der alle har set filmen. Der er heller ikke enige i problemets omfang!
De 3 af de 4 så filmen hos familien, den 4. så den ombord og da filmen blev vist i salonen på skibet, var der ikke færre end 5! (fem) af sømændene, der udvandrede med en bemærkning om, at ”de ikke ville spilde deres tid på så meget jammer og så lidt konstruktivt”.
Og lige dér har Søfartens Arbejdsmiljøråd skudt sig selv i foden!
Én ting er, at hvis jeg havde set den film som ”ny” sømandskone, ville jeg nok være blevet skræmt væk fra min mands erhverv, hvilket i sig selv ville være slemt nok.
Men når ”professionelle” søfolk ikke kan genkende de problemer i det omfang, så er der noget helt galt.
De 4 tilbagemeldinger, plus min egen holdning, går på, at filmen er lavet med en glimrende bagtanke. At forbedre vores mænds arbejdsmiljø – og hvem vil protestere imod det?
Men desværre er slutresultatet alt ofr ensidigt negativt. Der er ingen facettering af problemerne (små/stor, vigtige/uvæsentlige), men kun ”problemer”.
Det ville klæde Søfartens Arbejdsmiljøråd at have lavet en film, der ikke kun fokuserer på det negative og derved ville de sandsynligvis også opnå det ønskede resultat:
At ISÆR sømændene også er mere velvillige overfor filmen, SER filmen færdig og derfor også vil bruge den som det tænkte debatoplæg! | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 1/11-2001
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Indlæg fra Søhesten omkring filmen Trivsel til søs
Nu er videoen ”Trivsel til søs” kommet på gaden, og forhåbentlig også på søen. Den er lavet af Søfartens Arbejdsmiljø råd og lægger op til en diskussion af det psykiske arbejdsmiljø i den danske handelsflåde. Der er interviews med søfolk, rederier, vores landsformand og undertegnede, med flere. Jeg har set den et par gange med min egen sømand, og det gav anledning til en længere diskussion, så videoen kan ikke være helt ringe. På hjemmebane bliver han nok mere markant end han er ombord, i virkelighedens verden. Han mener ganske enkelt at det psykiske arbejdsmiljø ikke bliver bedre, før man fjerner filippinske søfolk og sætter danskere eller europæere i stedet. Filippinske søfolk er en alt for forskellig kultur fra den danske.
Jamen, indvender jeg, jeg ved da at der er filippinere du har fungeret godt nok med.
Jovist, fortsætter han, men har du det skidt/har problemer, hjælper det dig ikke at diskutere det med en sømand der blot siger ”Yes sir” lige meget hvad du siger!
Nej, det kan jeg godt se.
Lige meget hvad du gør, kan du ikke ændre deres måde at forholde sig til en overordnet på. Og kommer du for tæt på, tager de hele hånden, og så kan du ikke give dem en ordre næste dag. En spanioler kan du snakke med, lave sjov med og stadig arbejde med. Måske ville det blive lidt bedre hvis alle danske søfolk opholdt sig et års tid på Filippinerne og lærte deres kultur at kende, men det er jo næppe realistisk. Så skulle man snarere lære de filippinske søfolk noget om den danske kultur, det er jo trods alt dem der kommer til en dansk arbejdsplads og ikke omvendt. Men det sker bare ikke. Desuden er det alt for svært at få en filippinsk sømand afmønstret hvis han ikke duer, og så har han en alt for lang udmønstring. Rederiet bakker os ikke op.
Jeg får sværere og sværere ved at argumentere for, at noget må man da kunne gøre, som dansk sømand for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ombord. Men prøver alligevel: Når rammerne nu er sådan, med 2 danske og 6 eller flere filippinske søfolk, kan man så ikke finde andre veje? Når det knirker mellem de to danskere, kan man så ikke arbejde mere bevidst på at undgå samarbejdsproblemer? Tage en snak om det inden det bliver for surt?
Hvis den anden ikke vil snakke, indvender han, hvad kan jeg så gøre? Jeg må vente til han ønsker at snakke, om det så tager 4 – 5 dage.
Jeg ser disse dage for mig, og bliver mundlam. Jeg ser det bestemt ikke er let, langt fra.
Kære sømandskone og sømand, jeg håber I får en snak om det hjemme. Dels er det første skridt til en forbedring, at få tingene vendt, at få sat ord på problemerne. Dels er det en støtte for både sømand og kone at sømandskonen kender de problemer, der ligger i hans arbejde. Så forstår jeg bedre, at han evt. slet ikke hører hvad jeg har at fortælle ham hjemme fra, når han er ude på sit skib, og det hele er lidt for meget for ham. Da min sømand og jeg havde vores diskussion, tænkte jeg: Jeg har da også problemer på mit arbejde og som regel ordner det sig, men i samme åndedrag måtte jeg erkende den store forskel: At jeg kan gå hjem hver dag, det kan han ikke, han er fanget på et lille areal. I juni har Sømandskoneforeningen et møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (det tidligere: Søfartsmedicinsk Institut) i Esbjerg, hvor vores landsformand, næstformand og undertegnede deltager, for at give vores input til deres forskning i det psykiske arbejdsmiljø. Hvis du, sømandskone og sømand, har et helt andet billede af de problemer der ligger i det psykiske arbejdsmiljø ombord, end det jeg groft har skitseret her, så kontakt en af os! Vi vil meget gerne høre hvad du har på hjerte, og du er naturligvis anonym. Du finder os på side 2 og 3 her i bladet. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 1/11-2001
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Interview med SWAPI, Filippinernes Sømandskoneforening
(Interviewet var ikke båndet)
Marian er sekretær og sagde ikke ret meget. Men Alice snakkede for to! En pæn ældre dame, hvis opbygning af denne forening har været hendes livsværk, og hun brænder stadig for sagen. Jeg lægger ud med at sige, at den danske forening gerne vil i kontakt…
Vi havde forbindelse til den franske forening, en journalist der hed Catherine… men det gik vist i vasken p.gr.a. sprogvanskeligheder!
Vi begyndte for 23 år siden. Dengang var forholdene for søfolk meget dårlige. Selv folk uden uddannelse kom ombord i skibene. Først i 1988 blev det en profession (søfartsuddannelse). Da var vores mænd allerede ombord – for en meget lav løn – og forsinket udbetaling. Udlændinge og deres sikkerhed var ikke vigtig for rederierne. Så 8 af os mødtes i mit hus og vi organiserede os. Vi skuffede mange rederier, og min mand var meget bekymret. Men min mands arbejdsgiver var rar, så der var ingen forhindring. Men konerne blev ikke anset som vigtige, og vi havde en økonomisk svær tid. Vi måtte arbejde, selv hvis vi havde små børn. Så jeg søgte økonomisk støtte hos National Seamen Board, som nu hedder PEOA (et statsligt råd). De svarede positivt og støttede os økonomisk. Vi fik også støtte fra National Seamen´s Welfare – nu OWA, Oversea Welfare Association. Men den er nu blevet for landarbejdere også. De hjælper os til et minimum. Vi får ikke indfriet alle vore forventninger som før, fordi fokus nu er på landarbejderne, så vi ønsker at gå ud af det. Samarbejdet var bedre da det var National Seamen Welfare. Så entusiasmen er sommetider oppe og sommetider nede. For tiden er der ingen der støtter os. Ved specielle projekter som seminarer og lignende, får vi hjælp, men til vores daglige aktiviteter får vi ingenting. De økonomiske midler får vi igennem medlemskab: 300 ps i provinsen og 500 (ca. 80,-kr) i Manila årligt. Det vi tilbyder for medlemskab er: assistance, foredrag, træning, rådgivning.
Nu er vi 1048 medlemmer. Men mange kender os ikke (åh ja, det har jeg bemærket). Vi mangler først og fremmest penge til at annoncere for. Men vi kunne alligevel ikke hjælpe alle, hvis vi blev for mange! Som det er nu, kan alle få hjælp, som når familier er i krise. Så det er et slags familiecenter. Familiecenter og servicecenter. For eksempel underviser vi familier i tilfælde af kriser eller i tilfælde med gæld. Så vi yder også moralsk og finansiel støtte. Tidligere havde vi stipendium til de mindre bemidlede.
Vi hjælper også vores medlemmer med at kræve deres rettigheder. Vi har nogle venner der er advokater, og vi kan også henvise til andre som kan hjælpe. Og jeg tror, vi ikke er så vellidte, fordi vi kæmper for vores rettigheder.
Om det kan være risikabelt for vores mænd? I begyndelsen spurgte bemandingsagenterne altid om de var medlemmer, men nu, efter vi har fået støtte fra regeringen, er det bedre. Om vi mest er officers-koner? Nej, ikke mest. Og selv hvis de er officerer, er de ofte 2.rang. Vi har en kammeratlig stil, vi ser tingene nedefra og op, og vi arbejder for det. Den tidligere formand var hustru til en ”OS” – disse er kvinder, der har evner til at lede uanset deres mands rang. Lige nu er formanden hustru til en kaptajn, men vi følger samme linie, så der er ingen forskel. Fokus er, at du har en god normal familie, det er vores anliggende. Hvem vi samarbejder med? Vi er medlem af National Council of Women of the Philippines (nationalt kvinderåd), og vi samarbejder med dem. Vi har også noget samarbejde med SILAW (en ikke-regerings-organisation for søfolk). Vi har ugentlige og måneds møder, og en årlig konference.
De fleste af vores medlemmer har været med på hustrusejlads, det er den eneste måde de kan forstå deres mands problemer på. Omkring 60% har været på hustrusejlads, og det har ofte forbedret deres forhold. Jeg var med min mand 3 gange rundt om i verden (det taler hun meget om, det var en stor oplevelse). Det er derfor jeg opfordrer de unge til at sejle med også. Min mand er død nu, han arbejdede med udlændinge. Men han havde ingen problemer. Han havde flere problemer med filippinerne, fordi han var streng. (han var kaptajn).
Hvis der er søfolk i fængsel, plejer vi at skrive til regeringen. Sidst var nogle fængslet i Egypten. Vi skrev mange breve, indtil de blev løsladt.
En anden ting er deltagelse i forsamlinger, specielt dem der er organiseret af Apostleship of the Sea (apostolsk sømandssammenslutning – medlem af SILAW). Vi er også medlem af Human Life International. Sidst var det i Korea, vi havde 4 repræsentanter. Sommetider får vi hjælp til at deltage, men ikke til alle. AMOSUP gav 25%, så vi brugte vores egne penge til resten. Vi har en fond, og accepterer donationer udefra, men ikke fra pro-abort og pro-skilmisse foreninger. Vi skal bygge vores familier, ikke destruere dem!
Vi har ikke haft samarbejde med andre sømandskoneforeninger, bortset fra den franske. Men måske kunne vi engang organisere en international kongres, hvis ILO ville hjælpe! ILO støttede 70% af vores nationale kongres.
Før vi startede denne forening, før 1985, lyttede de ikke til sømandskonerne.
Vi vil gerne udveksle vores visioner og vores erfaring med alle. Så vi er meget interesserede i kontakt med Danmark. Også for at vise vores taknemlighed til de udlændinge, der er gode ved vores mænd.
I vores forening anerkender vi også os selv. I vores kreds er vi fælles, vi er sociale. At kræve vores ret er ikke det hele. Men også more os, og udveksle hvad vi ønsker.
(Nu taler jeg om mit projekt, og hvordan jeg ser et samarbejde som en vej til kulturel forståelse): Vi har forskellig kultur, det bemærkede jeg da jeg rejste. Familiekærlighed er det, der får folk til at arbejde i udlandet. Jeg oplever, at det første filippinere taler om, er familien. Og filippinere kan lære de andre at elske deres familie. Engang fortalte min mand mig, at han var i land og købte en diamant til mig. Skibets kaptajn spurgte: ”Er det hendes fødselsdag?” Nej, sagde min mand. Jeg vil bare give hende en gave, når jeg kommer hjem. Så købte kaptajnen også juveler til sin kone. Og min mand sagde: Jeg lærte ham om det at give gaver til sin kone! (er den ikke sød?) En anden gang var nogle europæiske søfolk strandet i vores havn, og vi besøgte dem, og købte noget til dem. En af dem sagde: Hvad skal jeg med det? Det er til kvinder? (det var en vifte) Så sagde jeg: Det er til din kone eller datter, og hvis du ikke har nogen, så til din mor!
Omsorgen for familien har også noget at gøre med regeringen, for i andre lande tager regeringen hånd om familien. Men filippinerne må altid tænke på deres fremtid.
Hvad kan I så lære af europæerne?
En ting er, at europæerne er meget praktiske, selv når de køber ting. Filippinere elsker souvenirs, det gør europæere ikke. Og udlændinge er ikke så bevidste omkring deres tøj, at se smart ud og alt det, som filippinere er.
Til sidst hulter til bulter:
SWAPI har også deltaget i seminarer med ICMA (International Christian Maritime Association, i London).
Her er kvinderne generte og udstiller ikke sig selv. I vores kultur er kvinderne forkælede, så sommetider misforstår udlændinge det, og ser det som mangel på respekt for deres mand. Vi elsker også materielle ting. Vi tror at flere gaver er lig med mere kærlighed!
Når problemet er rettigheder, refererer de til ITF eller ICMA. For tiden har de 5 sager i arbejdsministeriet.
De har medlemmer der er pensionerede, og hvis de har været gavmilde overfor foreningen tidligere, kan de opretholde evigt gratis medlemskab, eller hvis de bliver syge eller deres mand kommer til skade. (Alice fortæller om, hvordan hun stjal medicin fra sin datters forretning, da hun havde et medlem der ikke havde råd til at købe det selv!)
En verdenskongres er min drøm. Hvis vi kunne finde støtte til hele den finansielle del af det, så kan vi klare at arrangere det her! (Det siger hun flere gange, og det er helt sikkert der, hendes største interesse for at kontakte andre foreninger ligger!)
SWAPI, SWAPO og SWIF er afdelinger af samme organisation:
SWAPO er den finansielle organisation. Man kan låne penge til basalt forbrug på kredit med renter, men meget lav rente, og sommetider, hvis nødvendigt, eftergiver vi lånet uden renter. SWAPO er mest til når udbetalinger (løn) er forsinket.
SWIF er fonden hvor vi kan søge om fondspenge. Den er anerkendt af regeringen. Nu accepterer vi donationer fra andre lande – skattefrit!
NB: Et par dage senere, får jeg lejlighed til at spørge Niko (sekretær i SILAW) om denne sømandskoneforening. De har ikke meget magt, siger han, er mere en social klub. Han siger også, at der findes en anden sømandskoneforening! Det har de slet ikke nævnt. Men han synes ikke de er så troværdige som SWAPO, for de har mange forbindelser til manning agencies (og manning agencies bliver, med en vis berettigelse, anset for roden til alt ondt).
Interviewer:
Fabienne Knudsen
Forskningsenheden for Maritim Medicin
Syddansk Universitet, Esbjerg
Oversættelse: Birgit Larsen Jensen | |
Kilde/ forfatter: Alice og Marian, SWAPI (Sømandskoneforeningen i Filippinerne), Dato: 21/10-2001
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)
