|<
<
>
>|
Kommentarer til E. Larsens indlæg i sidste nummer.
E. Larsen skriver i sidste nummer af Søhesten om den moderne kommunikation med sømanden. Nemlig den elektroniske. Hvor kan jeg kun give hende ret. Jeg ved ikke om vi er fra samme generation? Men det er mit indtryk at nutidens unge betragter den elektroniske kommunikation som noget ganske naturligt og hverdagsagtigt. Mine egne voksne børn er et tydeligt eksempel på det!
Anderledes er det for mit vedkommende - eller var! Da jeg lærte min mand at kende foregik vor kommunikation pr. brev, som blev sendt det halve jorden rundt. Vi var så heldige at han havde en fast charter igennem mere end 8 år, så det var bare om at fatte pennen og få brevet i postkassen. Åh, ja, der kunne nemt gå over en uge inden han modtog brevet, men der var dog en vis kontunitet i postgangen. At han så måske ikke var så flittig til brevvekslingen den anden vej, var jo noget man lærte at leve med. Det skete da, at jeg modtog et dejligt brev med de kendte røde og blå striber på konvolutten et par gange under hans udmønstring. Sådan et brev flåede jeg ikke op lige så snart det røg ind ad brevsprækken. Næh, der blev lavet en kop kaffe af de gode, så satte jeg mig godt til rette for at nyde de skrevne ord og det indhold de havde med sig. De indeholdt som regel de sidste nyheder fra stedet, men ellers alt det der dejlige, som man ikke altid får sagt til hinanden. Når jeg selv skrev breve lavede jeg altid en aften ud af det. Satte mig ved køkkenbordet med et godt glas vin og måske stearinlyset tændt. Så berettede jeg i ro og mag om dagligdagen herhjemme. Om mine tanker om dette eller hint - meget sjældent noget om de små daglige problemer, som
jo oftest var løst når han kom hjem - og som han alligevel ikke kunne tage stilling til så lang tid efter modtagelsen af brevet derude i det fjerne. Så ændrede tiderne sig. Der kom færre folk ombord og dermed også færre afløsninger. Det var ikke nemt at få et brev af sted. Ofte fik han posten ved afløsningen, og kunne så læse den på vej hjem i flyet. Selvom han ringede hjem, når han havde mulighed for det, var det ikke det samme. Jo, det er da dejligt at tale i telefon sammen, men måske er tidspunktet han ringer på midt om natten. Man bliver vækket af en kimen og inden man næsten er vågen, er vi færdige med at tale sammen. Eller man stod midt i en diskussion med teenagedatteren og glemte at fortælle de sidste nyheder, fordi man var opfyldt af noget helt andet. Så kom tiden med faxen. Jeg skrev stadig i hånden og sendte en A4 side af sted, til en pris der lignede en halv bondegård! Men vi kommunikerede da! Bevidstheden om, at det måske var en anden ombord som rev faxen af, ændrede ganske stille min måde at skrive på - og da vi fik mulighed for at maile, blev skriveriet nærmest i telegramstil.
Her nok mest på grund af de helt enorme priser, man kommer til at betale, hvis da ikke rederiet tilbyder denne personalegode. Jeg er selv en af de, som ofte sidder ved PCeren og kommunikerer med mennesker, men meget går tabt. Ved Gud, det er da nemt. Vi sender lige så snart vi har fået filet lidt rundt på tastaturet. Skal ikke ud at finde de krøllede frimærker i pungen. Men gav vi os tid til eftertænksomhed? Og en helt anden bagside! Min håndskrift har ændret sig! Det er nu kun huskesedlen til Bilka som bliver skrevet i hånden, og den ligner nærmest stenografi! Det er jo også kun mig som skal tyde den. Jeg tror desværre ikke, at det nytter noget med en parole: “ Giv os det håndskrevne brev tilbage!” Der er tiden nok kommet os i forkøbet. Men vi bør nok skelne mellem “ den korte besked” og så det rigtige brev - selvom det er på mail! Men svært er det! | |
Kilde/ forfatter: HEME, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Rejsebeskrivelse: En tur til Rødehavet.
En dykkerferie til Rødehavet tager sin tid at forberede. Først skal man selv have fri fra arbejdet, og det skal helst være i efterårsferien eller vinterferien, og så kan man jo se, om det kan komme til at passe med mandens ferie. Denne her ferie kom til at passe sammen, så det var bare at klø på.
Turen bestilles hos Diving2000 i Odense, dem har vi altid rejst med. En måneds tid inden afrejse mødes vi, som skal af sted sammen til en briefing. Denne gang er vi 17. Det er altid rart på forhånd at se de mennesker man skal være sammen med de 10 dage. Ved briefingen får vi af vide, hvad der skal foregå på turen, samt de praktiske oplysninger, såsom tog afgang fra Odense, fly tider, hvordan dagene skal foregå på ferien. Der skal skrives blanketter til visa som vi skal have for at komme til Egypten, det er jo der vi skal til. Vi hygger lidt sammen over en øl og lidt snacks mens der bliver vist en intro video, hvor alt jo ser skønt ud, og det kan kun gå for langsomt med at komme af sted, for det rusker og regner udenfor.
Da dagen kommer, hvor vi skal af sted, viser det sig at vi skal rejse med toget samtidig med at Odense har arrangeret H.C.Andersen Maraton i byen, så byen vil blive afspærret fra kl. 8 om morgenen. Hvordan kommer vi så til toget er vores første spørgsmål så. Vi beslutter at tage en taxa så tidlig at der ikke er afspærringer endnu og napper morgenmaden på Froms konditori på banegården.
Alle er samlet til tiden og der fløjtes afgang med toget. Da vi kommer til Kastrup er der kun ventetid ved El Al. Der er ingen som ved præcis hvornår der er check ind, det er nu ikke vores skyld, men El Al oplyser ikke sådan noget på grund af fare for attentater, og der går bevæbnet politi i området, hvor check in skal foregår. Men der bliver åbnet for check in, og hver person bliver udspurgt om mange ting. Det er kun for vores egen skyld alt dette check foregår og det forstår vi godt, men nogen gange føles det lidt dumt når man skal besvare på hvem der har pakket for en, har man haft bagagen ude af sigte siden man pakkede, har man noget med for andre, og så videre, men det viser sig jo, at der ikke kommer noget med, som ikke skal med i deres fly, så det må jo tage den tid det nu tager.
Vi kommer om bord på flyet, og der bliver serveret drinks og mad som er garanteret kosher af den lokale Rabin. Da vi lander i Tel Aviv er der kun lidt ventetid ved paskontrollen, derfra lige om bord i et meget lille fly, hvor vi skal flyve videre til Eilat, hvor vi skal være i 2 dage. Den oprindelig plan var, at vi skulle køre i bus fra Tel Aviv til Eilat, så det gjorde ikke noget, at vi skulle flyve i en meget lille flyver. Vel ankommet til Eilat skulle vi bare vente på de biler som skulle køre os til hotellet, men det går ikke altid som præsten prædiker. De første tog af sted i et par taxaer og vi ventede på at de skulle komme tilbage til os, men tiden blev meget lang, og da der faktisk kun var ca. 800 meter valgte vi at gå, der var jo hjul på vores dykkertasker. Hotellet vi bor på ligger lige op af lufthavnen, men de store maskiner flyver ikke til Eilat mere, så det er ikke meget vi høre til flystøjen. Det er gået hen og blevet lidt sent så lige et hurtigt bad og ud i byen for at få lidt at spise. Det var nu svært at få lidt der hvor vi spiste, portionerne var meget store så Keld og jeg havde luret det og delte en portion sandwich. Efter den lange dag blev det ikke til mere denne aften, vi skulle også være friske til morgendagen, hvor vi skulle have et dyk på Coral Beach ned af kysten mod Egypten.
Uheldigvis havde jeg noget forkølelse så jeg kunne ikke tryk udligne mine øre når vi gik ned, så jeg kom kun ned på 5,4 meter der blev jeg svimmel så jeg måtte gå op til overfladen og svømme ind til land og vente på at de andre kom op fra deres dyk. Sådan kan det gå, jeg håbede bare at det ville går over inden længe, for det er lidt ærgerligt at være på dykkerferie og så må se det hele fra land.
Heldigvis var det ok dagen efter da vi skulle ud og se Moses Rock, som er en stor sten, som er begroet med koraller og fyldt med mange forskellige fisk. Det gik fint med nedstigningen, men lidt problemer på de 5 meter, men så var det bare at holde stille lidt og tryk godt igennem. Fornemmelsen er den samme som når man flyver, tryk på begge sider af næsen og blæse ud gennem næsen, så siger det blob, og der er passage igen. Vi var 13 minutter om at komme over til Moses Rock og det var næsten rekord for strækningen i moderat tempo. På vejen derover kom en kæmpe grøn moræne svømmende over havbunden under os alle sammen, det er ikke så tit vi ser dem uden for deres huler, så det var nyt at se. Da vi lå og svømmede rundt om Moses Rock så vi en Manta ray, som er den rokke der er sort og hvid med de 2 ""skovle"" foran som de kan rulle sammen, det var også første gang jeg har set sådan en. På vej ind igen svømmede vi lang en koral væg som er natur område. Det blev kun til 1 dyk denne dag så resten af dagen gik med lidt frokost og en middagslur. Om aftenen var vi 6, som gik på steak house og fik os en god middag. Vi vidste at der ville gå et stykke tid inden vi fik et vesterlandsk måltid igen. Så skulle der jo kigges lidt på Eilats natteliv, og det er der meget af, men jeg kan godt se at jeg er 20 år for sent af sted. Så det var en slentre tur langs strandpromenaden og nogle drinks ved baren. Men det vilde blev det ikke når man ved at det er op igen kl.7 for at skulle gennem den Israelske og Egyptiske grænse, efterfulgt af 4 timers kørsel i bus gennem de høje bjerge langs Rødehavet inden ankomst til Sharks Bay camp hvor vi skal opholde os de næste 8 dage.
Vi kom nemt til grænsen mellem Israel og Egypten (Sinai) det er kun 6 km. med taxa. Grænseovergangen gik også smertefrit, vi skulle svare på de sædvanlige spørgsmål om våben, hvad vi skulle i landet og sådan er det jo.
Efter en del venten ved den Egyptiske grænse, hvor de kvinder, der var med og havde kjole/shorts på, var ved at føle sig noget utilpasse, da de Egyptiske mænd ikke lægger skjul på at de godt kan lide at se på det der er bart på Kvinder, kom vi af sted i de to minibusser, som var bestilt til os.
Alt bagage blev surret godt fast på taget og det gik derud af. Turen er en meget smuk tur først langs vanden ned mod Taba, derefter svinger man ind i bjergene udenom et militærområde. På den tur kommer vi næsten 2km. op i højden og faktisk på toppen holder vi frokost og spiser vores medbragte sandwich og den lokale beduin sælger cola. Der er endda blevet lavet et lille skur, så kvinderne ikke skal tisse i det fri mere. Men det er stadigvæk et hul i jorden, men trods alt nu lidt mere privat. For mændenes vedkommende er det stadigvæk op på en lang række og så er der fælles tisning.
Videre går det og nu er det ned ned og ned. Til sidst ender vi ved kysten igen, og vi kan nu se lufthavnen i Sharm el Sheik, og så er der kun 10 minutter til vi er fremme.
Vi ankommer til vores lille perle og opdager pludselig den kolossale ro. Ikke kun i omgivelserne, men også i os selv. Nu er vi fremme det er det her vi har rejst for.
Så op og sæt sin kuffert og ned til dykkercentret for nu skal vi i vandet. Alle får pakket sig i dykkerudstyr og kommer i vandet og igen har jeg problemer med at udligne trykket i mit hoved. Det afhjælpes med lidt ro og lige holde mig på den samme dybde lidt tid, så går det ellers ned af til18 meter.
Da jeg kom op var jeg lidt skuffet, for korallerne havde mistet farve. Dette skyldes at vandet er blevet for varm, så kan de ikke yngle og dør. Dette er et fænomen, der foregår i hele verdenen. Det er simpelthen klimaet der ændre sig og det går ud over korallerne, da de ikke kan yngle, når havtemperaturen kommer ret meget over 28 grader.
Aftenen går med at snakke om dykket, pakke ud og spise. I morgen er der atter en dag og der skal vi have 2 dyk, nogle 3 dyk, da der også er natdyk, men det er ikke noget for mig, jeg vil gerne kunne se hvad der foregår rundt om mig og det kan man ikke når det eneste man kan se er det, der lige er i ens lyskegle fra dykkerlygten.
2 dagens dyk foregår igen ud for campen, bare til den anden side. Her dykkede vi ud over en kløft og dem der springer i fladskærm i frit fald må føle det samme som jeg føler når der bare er langt til bunden. Hele tiden skal man se på sin dybdemåler for at holde øje med dybden ellers kan man havne nede på de 50meter der er, uden at opdage det. Vi holdt os på 26 meter, hvorefter vi gik op langs korallvæggen til 10meter og holdt os der mens vi svømmede tilbage til det sted vi var gået i vandet. På dette dyk var der rigtig mange små fisk. Jeg kiggede efter den store Napoleonsfisk vi så da vi var på dette sted for 2½ år siden, men ""han"" dukkede ikke op. Da jeg så den sidste gang blev jeg så forskrækket da jeg ikke havde forestillet mig at en fisk kunne være så stor, og den fulgte hele tiden efter mig selvom jeg knoklede af sted for at komme væk. Det viser sig at det er noget af det mest fredelige der findes, man kan faktisk banke den på dens pandeskjold, som er en stor bule, som er hul indeni.
Det andet dyk denne dag gik til Ras um Sid. Her går man ned af en lang trappe og så står man faktisk på revet. Herfra er der ca. 50 meter hvor man skal gå i 50 cm vand inden væggen kommer. Nogle dykkede ned gennem et hul, andre gik bare ud over skrænten og man er lige ned i det smukkeste man kan forestille sig. Et virvar af farver, koraller og millioner af fisk. Et meget smukt dyk. Det eneste minus ved dette sted er at der er så mange huller i det lange stykke man skal gå på inden væggen kommer og de er fyldt med søpindsvin og det er noget af en bedt at stikke sig på dem. De går lige gennem våddragt og ind i huden. De kan ikke trækkes ud, da der er modhager på,
så de vandre bare rundt i kroppen. Denne gang undgik jeg at få nogle stik, men sidst fik jeg 5 pigge i det højre knæ, da jeg snublede og knæet røg lige ned i sådan en lille satan. Jeg hørte en historie om en pige, som havde sat sig på en, på en anden tur, og den eneste måde de kunne få piggene ud på, var simpelthen at barbere dem af, så af med buksen og frem med numsen, og så en skarp Gillette.
3rd. dagen havde vi også 2 dyk på et sted, som hedder Ras Nas Rani. Det første dyk var ned til 27 meter. Vi svømmede rundt spidsen af et rev for at se de store viftekoraller, som stod derude. Det er det eneste sted vi har set dem, utrolig flotte. Derefter vendte vi om og svømmede hjem af igen på 12 meter, og det var et flot natur dyk uden de store overraskelser. Vi holdt en pause på land i 2 timer, hvor vi indtog vores frokost og masser af vand. Solen stod lige ned, men ikke så det ikke kunne holdes ud. Vi tog jo en lille tur i vandet ind imellem for at køle af. Det andet dyk foregik på en maksimum dybde på 13 meter, men til gænggæld var vi i vandet i 57 minutter. På dykket gik vi gennem forskellige huler og vi så endelig Napoleonsfisk hele 2 stykker. Den anden dejlige overraskelse på dette dyk, var at der kom en stor havskildpadde hen til os, de er simpelthen så skønne og se i vandet.
Aftenen tilbragte vi i den nærmeste storby Narma Bay. Vi gik lidt rundt efterfulgt af et godt måltid mad og en fadøl på Hard Rock Cafe. Godt trætte efter dagens dyk og mad var vi ""hjemme"" og tog os en lille en over tørsten af vores medbragte toldfrie fra København. I morgen er det dykkerfri dag, så vi kan sove længe. Ja sove længe er jo så meget sagt, for vi vågner med jævne mellemrum når Imamen ""råber"" sit budskab til folket.
Den dykkerfri dag havde jeg bestemt mig for at dovne, bare snorkle, ligge og sole og slappe af. De andre dykkerture jeg har været på har jeg skulle op før en vis mand fik sko på for at komme på Kameltur, ø-rundtur så der var ikke meget afslapning, nej denne gang skulle det være anderledes, og det blev det.
Jo jeg fik min hvile/dykkerfri dag. Min mening var jo at snorkle og solbade, men det blev til et døgn i sengen med ondt i maven og fast rutefart til toilettet. Ja, jeg havde redet mig en gang feriemave, og som i ved, kan tykke piger også have tynd mave.
Så jeg var godt veludhvilet da vi skulle af sted på bådtur kl. 0400 næste morgen. Vi havde pakket vores ting aftenen i forvejen og sat det vi ikke skulle have med på båden ind på et fælles rum, hvor vi så skulle opholde os og tage bad når vi kom tilbage fra bådtur 1½ dag senere.
Vi kom om bord og fik sovet lidt igen inden vi var fremme ved det vrag vi skulle dykke på. Vraget Thistlegorm skulle besøges et par gange på denne tur.
Skibet Thistlegorm er et Engelsk bygget skib fra 1940, som sejlede fra England syd om Sydafrika i 1941, hvor det lastede motorcykler, jeeps, gummistøvler og ammunition. Skibet skulle op gennem Suez og aflevere sin last til de Engelske styrker i Nordafrika. Der var 2 skibe af sted og de havde lagt op for natten. De bliver opdaget af tyske bombefly og Thistlegorm bliver bombet, og heldigvis rammer de det rigtige skib, for skibet ved siden af var ikke lastet med noget som kunne bruges, så besætningen fra Thistlegorm blev samlet op af det andet skib.
Thistlegorm blev ramt på agterdækket og sank lige ned på kølen, og det er et perfekt vrag at dykke på. Skibet er omkring 150meter langt.
Da vi ankom til dykkerstedet hopper vores guide i vandet og binder et bundtov fast til vraget, så vi ligger fast. Vi andre dykker så ned langs tovet og starter vores dykning på de 20 meters dybde som stævnen ligger på. Vandet er perfekt, klar sigt, masser af fisk og de er store. Vi svømmer gennem lastrummene og ser på de motorcykler, som stadigvæk står på rækker i lasten, lastbiler står side om side og bunker af gummistøvler ligger der også, hvad de så skulle bruge dem til i kampen i Nordafrika, det er da ikke vand de har mest af der.
Da vi komme ud i den anden ende af vraget, hvor det er blevet ramt, passere vi to bæltekøretøjer, som ligger med bunden i vejret. Vi fortsætter ned om skruen og nu har vi nået maksimum dybden, som her er 32 meter. Vi svømmer op langs siden igen og passere de 2 antiluftskyts kanoner på agterdækket og vi leger lige soldater en stund. På et tidspunkt ligger jeg inde i en stor stime snapper. De står stille uden om mig, og jeg føler jeg er pakket ind i en dyne, utrolig oplevelse.
Ude til vores venstre side står der et lokomotiv 20meter ved siden af skibet, vi er i en helt anden verden. Alt står som da det sank for 60 år siden fantastisk. Vi svømmer tilbage til bundtovet i stævnen og begynder vores opstigning. Vi hænger som perler på en snor og holder sikkerhedsstop ved 6 meter. Vi har været dybt nede under hele dykket og vi skal ""gasse"" af i 5 minutter inden vi tager de sidste 6 meter op i båden.
Vel oppe igen er vi alle helt vilde. Så du den store stime Barracudaer? Så du den kæmpe potato cod der lå på spanderen? Og så videre. Det er altid spændende at være under vandet, men det er også rart at have haft en oplevelse med andre og kan snakke om det vi har set.
Vi fik frokost og var klar til en tur mere ned til vraget. Der vil være noget nyt og se på om jeg så var dernede 50 gange. Nu har jeg været der 6 gange og jeg skal derned igen til efteråret.
Vi sejlede ind i en lille lagune for natten, da det ikke er til at ligge ude ved vraget på grund af vejret, det blæser som reglen kraftigt derude. Vi havde en hyggelig aften med fødselsdag og kage med lys og alle var godt trætte da vi gik i vores kahytter.
Sidste dag på ferien skulle vi lige dykke et morgen dyk på Thistlegorm igen inden morgenmaden. Derefter var det så hjem af til vores camp, hvor vi skulle fordrive tiden til kl. 23 mandag aften.
Tiden gik med snak, spisning og bad. Vi var jo 17, som skulle dele 2 badeværelser, så det var med at holde køen.
Klokken 23 gik vi så i de to minibusser og turen hjemad startede. Turen hjem foregik som jeg beskrev i første afsnit bare omvendt, men uden overnatning i Eilat, det var direkte fra grænsen ved Taba til lufthavnen i Eilat.
Vi var hjemme igen i Odense sent tirsdag eftermiddag, og så var vi klar til at gå tidligt i seng, da det ikke var meget søvn vi havde fået siden vi stod op mandag morgen klokken 7.
Det var en dejlig tur, og når du læser dette har jeg faktisk været af sted igen i uge 8 uden Keld for han nåede ikke hjem. Men vi tager 14 dage på dykkerferie i Belize syd for Mexico midt i Marts, det glæder vi os til.
Jeg håber mine dykkerferie beskrivelser har inspireret nogle af jer til at starte med at dykke. Det er også dejligt at dykke her i Danmark, og har du nogle spørgsmål om det, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg er inde på hjemmesiden som web-master. | |
Kilde/ forfatter: Inger Bøttger, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
LIVET !!!!!!!!!!!!!! ja, det er da dejligt ik´
Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort der hvor min talje var engang. De italienske sko skal være to numre større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:
En regnvejrsdag, mistet bagage og sammenfiltrede juletræskæder.
Jeg har lært, at uanset hvilket forhold du har til dine forældre, så vil Du savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver dig en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selvom jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, mennesker vil glemme hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.
Send dette til mindst fem fantastiske kvinder i dag og noget godt vil ske........
Du kommer i hver tilfælde til at have fortalt en anden kvinde, at du synes hun er fantastisk, og du har måske fået hende til at smile. Men hvis du ikke gør det...........så går lynlåsen i stykker, dine strømpebukser vil rulle ned til fødderne, hvor dine italienske sko klemmer!
Med frisk forårshilsen til alle I gode qwuinder | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)