|<
<
>
>|
Hvor er "hjemme" når man er til søs?
Skibsfarten er blevet meget effektiviseret i de senere år, arbejdsdagene lange, besætningerne reducerede og tiden i havn kort og hektisk. Mange sømænd kommer sjældent i land i løbet af de tre-seks måneder, de tilbringer til søs. Skibet er altså ikke bare sømændenes arbejdsplads det er hele deres univers i mindst halvdelen af deres liv. Men er det også deres hjem? Og i så fald, hvilket slags hjem? Svaret afhænger delvis af besætningens nationalitet og afslører forskellige overlevelsestaktikker.
Det hvide tårn agter er apteringen, den beboede del af skibet med broen på øverste etage. De øverste etager er ofte reserveret til officerskamre, hvorimod de menige ofte bor på niveau med dækket.
Tilværelsen på skibe er præget af rutiner, afsondring fra omverden, begrænsede fysiske rammer og sociale kontakter, få rekreationsmuligheder og adskillelse fra familien, Isolationen er ofte forstærket af, at besætningen på langt de fleste danske skibe på langfart består af flere nationaliteter. Der er kun krav om, at kaptajnen skal være dansker. Danskerne, der oftest er fastansatte, skifter mellem perioder til søs a 3-4 måneder, efterfulgt af tilsvarende perioder hjemme.
Udlændinge, hvoraf hovedparten består af filippinere, sejler i mindst 6 måneder ad gangen. Da de er ansat for en kontrakt ad gangen, har de ingen faste hjemmeperioder. Der er naturligvis individuelle forskelle på, hvordan man trives i miljøet, men der er på den ene side gennemgående træk og på den anden side nationalt specifikke træk i sømændenes måde at tackle deres situation, der skyldes dels strukturelle, dels kulturelle forhold. Afhængigt af konteksten kan begrebet ‚hjem‘ i danskernes sprog referere til de private dele af skibet, til deres hjem i Danmark, eller til rederikontoret i Danmark. Hos Filippinerne refererer begrebet mere entydigt til deres filippinske hjem og familie, som de mentalt aldrig helt forlader.
Skibets indretning
Selvom besætningen på et skib udgør et lille, isoleret samfund på ofte under 20 mænd (sjældent kvinder), fremtræder den sjældent som et fællesskab. Skibets besætning kan inddeles efter flere skillelinier, især rang (officer/menig) og nationalitet. Indretningen af apteringen afspejler den hierarkiske orden, idet officererne bor i kabiner så store som lejligheder på de øverste etager, mens de menige har små kabiner i de nederste etager.
Som regel har officererne og de menige hver deres salon og messe. Der er ofte sammenfald mellem rang og nationalitet, og det kan derfor være svært at skelne mellem hierarkier baseret på funktion og
dem baseret på etnicitet. Brugen af rummene er højt kodificeret (om end sjældent eksplicit) med en klar adskillelse mellem private sfærer, sfærer tilgængelige for den ene eller den anden undergruppe, og fælles, offentlige sfærer. Den store udskiftning blandt besætningsmedlemmer, det store ansvar der påhviler kaptajnen, samt den pladsmæssige begrænsning kan forklare den lidt rigide, hierarkiske og rumlige orden.
Der er stor forskel på de forskellige kabiner. Deres størrelse afspejler skibets hiereki. Kaptajnen har en hel lejlighed til rådighed, hvorimod de menige må nøjes med en lille kabine på de underste etager.
Skibet som total institution
‚Sove, arbejde, spise, arbejde...det er sømandslivet!‘ (filippinskbådsmand) ‚Den eneste forskel på det og være i isolationsfængsel, det er at lønnen er bedre.‘ (dansk styrmand)
Sømændenes udtalelser peger på, at skibet er en afgrænset lokalitet, hvor alle daglige funktioner finder sted. Den canadiske sociolog og etnograf Erving Goffman kalder sådanne steder ‚totale institutioner‘: ‚Den totale institution kan defineres som et opholds- og arbejdssted, hvor et større antal ligestillede individer sammen fører
en indelukket, formelt administreret tilværelse, afskåret fra samfundet udenfor i en længere periode. Fængsler er et udmærket eksempel, når man gør sig klart, at det fængselsagtige ved fængslerne også findes i institutioner, hvis medlemmer ikke har overtrådt nogen lov’, „... mange gange [om aftenen] venter man bare på at klokken bliver så mange, at man kan gå i seng. Og er det noget at se frem til? Det er meget trist, det er det. (...) [I et fængsel], de sidder i en celle, men de kan gå ud og gå i området, de får dansk mad hver dag. de får rundstykker, de får danske aviser, dansk tv hver aften... Ok deres dør bliver låst og de får ikke ret mange penge for det, men de har det meget bedre end vi har det.“ (dansk maskinchef)
Det er slående, at netop fængselsmetaforen er tilbagevendende beretninger fra sømændene. Men hvor filippinerne fremhæver adskillelsen fra familien, er der en tendens hos danskerne til også at relatere det ‚fængselsagtige‘ til besætningens nationale sammensætning. Flere, der sejler med kun en landsmand, præciserer endda, at det er som at sidde i isolationsfængsel.
Hvis man gerne vil signalere at man gerne vil forstyrres eller have besøg skal man holde sin dør vidt åben. Er den lukket, vil man kun blive forstyrret via den interne telefon.
Bosættere og lejesvende
På en af mine medsejladser berettede den danske maskinchef om, hvor sur hans kone var blevet. da han hjemvendt fortalte hende, at han havde glemt en genstand ‚hjemme‘, det vil sige på skibet. En anden dansk maskinchef fortalte i et interview om engang, han sagde til sin filippinske motormand, at denne kunne gå ‚hjem‘ efter mange timers veludført arbejde. Maskinchefen mente bare, at motormanden kunne holde fri, men senere på aftenen opdagede han, at filippineren var helt ude af det han troede han var blevet fyret! Episoderne viser tydeligt forskellige opfattelser af begrebet For de danske sømænd referer ‚hjem‘ både de private dele af skibet og hjemmet i land: Man kan sende en mand hjem til fyraften, men hvis man ‚sparker ham hjem‘, er det en fyring. Denne tvetydighed eksisterer ikke for filippinerne, hvor kun det filippinske hjem fortjener betegnelsen hjem.
Dette afspejles også i den måde danskere og filippinere indretter sig på. Danske besætningsmedlemmer insisterer på, at skibet forbliver et lille stykke Danmark. Deres indstilling til deres udenlandske kollegaer er som regel pragmatisk, men den er også præget af at de oplever den billigere udenlandske arbejdskraft som unfair konkurrence. De påberåber sig ofte ejerskab af skibet (‚der er et dansk flag bagpå‘).
Filippinerne er derimod vant til at sejle med alverdens nationaliteter og fremhæver alle med stolthed deres tilpasningsevne. De ved også, de er der på lånt tid: deres arbejdssituation er prekær, og truslen kan også komme fra andre søfartsnationer, parate til at underbyde dem, Dertil kommer, at de ofte er familiens eneforsørger (selvom deres løn er mindre end danskernes, er den høj for filippinske forhold), og det virker som om deres følelsesmæssige tilknytning til familien næres af den fysiske afstand. Flere af dem omtaler således deres arbejde som et offer for familien. Hvor mange danskere prøver at gøre skibet til deres hjem, er skibet for filippinerne det sted hvor de er nødt til at være for at opretholde et hjem. Deres kabiner er ofte fyldt med gaver til familien. Danskernes har ofte mere personligt præg, for eksempel er de ofte prydet med grønne planter. Danskerne opfører sig som bosættere, filippinerne som lejesvende.
„For mig er det ligegyldigt om det er danskere, filippinere eller indere. Det vigtige er at jeg kan sørge for min families behov og at jeg kan hjælpe mine tre børn til at få en uddanne/ se.(...)Jeg kan ofre mig for min familie. Jeg vil ikke have, at mine børn skal klage over at de ikke kan studere. Derfor ofrer jeg mig ved at arbejde på skibet.“ Filippinsk menig.
Forlovet med rederiet
Naturligvis kender danskerne også til afsavnet fra familien, men det er sigende, at de første spørgsmål filippinske sømænd stiller mig næsten altid har været: ‚Er du gift?‘ ‚Har du børn?‘ ‚Hvor gamle er de?‘ Danskerne derimod indleder samtalen med at spørge, om jeg har sejlet før, og med hvilket rederi. Af gode grunde er der færre filippinere end danskere, der føler sig involveret i rederiet. Ikke alene er de løst ansatte, men de bliver også rekrutteret via et bemandingsbureau på Filippinerne. De fleste af de filippinske sømandskoner, jeg har talt med, kendte ikke navnet på deres mands rederi, kun navnet på bemandingsbureauet.
Når man arbejder for et firma [i Danmark], så bliver man halvt forlovet med sit firma, forstået på den måde at man prøver at opfylde de krav, de stiller til en, man engagerer sig i sit arbejde. Man er glad når firmaet går godt, man får ikke mere i løn, men man er glad, fordi det er lige som om man har været med til det. Og det er jo en opdragelsesform i Danmark. Den mangler de [filippinerne] jo, de har ingen tilknytning, de er skide ligeglade om de er i [rederinavn] eller [rederinavn], bare de har et arbejde, hvor de tjener deres 1000 dollar så de kan forsørge deres familie.“
På alle måder er filippinerne mere fjernt fra rederiet end danskerne, der ofte har et kompleks og følelsesladet hadkærlighedsforhold til deres rederi. Især seniorofficerer fremtræder ofte meget loyale overfor rederiet, selvom de langt fra altid føler, at det er gengældt. Forbavsende mange gange er begrebet ‚hjem‘ således i danskernes beretninger sat i forbindelse med rederikontoret. Hvis man ‚ringer hjem‘, ‚mailer hjem‘ eller ‚skriver hjem‘ kan det være til familien; men oftest er det til rederiet. Hvis man rapporterer eller faxer hjem, er det helt sikkert til rederiet. Og når en klager over ‚holdningen hjemmefra‘ og en anden over den hårde ‚styring hjemmefra‘, er det ikke konen, de har i tankerne, men rederiet.
Skibet er ladet med...
Det kan naturligvis være sproglige forskelle på, hvor meget begrebet ‚hjem‘ dækker
over på dansk, engelsk (sømændenes fællessprog) og tagalog (filippinsk nationalsprog). Ikke desto mindre synes forskellene i sømænds brug af begrebet at afspejle forskelle i overlevelsestaktikker i en situation, hvor deres autonomi er stærkt begrænset af de fysiske og organisatoriske rammer. Hvor ‚hjem‘ for en filippiner entydig referer til familien på Filippinerne, kan det derudover for en dansker referere til selve skibet eller til rederiet i Danmark. Skibet er ikke bare læsset med de tilstede værende besætningsmedlemmer. De bærer forskellige ‚forestillede fællesskaber‘ med sig. Både danskere og filippinere har deres familie med sig som portræt på natbordet og i deres beretninger. Men hos filippinerne er det et selskab næsten uden konkurrence, og det sætter dem endda i stand til at kunne abstrahere fra betingelserne om bord. Langt de fleste filippinske søfolk har på et eller andet tidspunkt erfaret diskrimination eller anden uretfærdig behandling, så den taktik har muligvis sparet dem for nogle frustrationer. Danskernes frustrationer er mere udtalt, selvom de ret beset har mere favorable ansættelsesforhold end deres udenlandske kollegaer. Måske fordi det er op slidende at forsøge at gøre et fængsel hjemligt, måske fordi de ved, at det rederi, de har forlovet sig med, kan være troløst. | |
Kilde/ forfatter: Fabienne Knudsen, Dato: 13/3-2006
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)