|<
<
>
>|
Måske ku’ vi?
Den største forandring i menneskets tilværelse, er nok når man bliver forælder.
Ens eget liv forandrer sig totalt fra det øjeblik, man holder sit første barn i armene. Forandringen er ikke kun i det følelsesmæssige plan, men i alt hvad man tidligere har beskæftiget sig med. Glæden ved at blive forælder overskygger alt andet man har kendt, og man har nu pludselig ansvar og bekymringer for dette lille væsens opvækst. Det er ikke kun de næste mange, mange år man optaget af denne forældrerolle, men faktisk resten af ens liv!!
Jeg har oplevet denne rolle give mig identifikation og personlighed. Jeg er sikker på at mange både mødre og fædre er enige med mig i disse udsagn.
Jeg har haft barselsorlov og barnets 1. sygedag. Jeg har været med i utallige børnefødselsdage, enten som deltager eller arrangør. Jeg har siddet utallige timer på tilskuerpladser. Enten i svømmehaller, på rideskoler eller i gymnastiksale. Jeg har siddet og ventet i en sen nattetime på at puslingerne vendte hjem fra deres første halballer. Jeg har ryddet op efter deres fester. Bandet, svoret og glædet mig!!
Jeg har sammen med andre forældre deltaget i forældremøder og andre arrangementer i folkeskoler og på gymnasier.
Jeg har stolt deltaget i translokationer og været vært ved studenterfester.
Kigget på og hørt om kærester. Været nysgerrig, meget!
Jeg har oplevet dem vokse op, blive til selvstændige mennesker. Jeg har følt dem fylde utroligt meget i vort hjem og mit liv. Jeg har med stor glæde sammen med masser af andre forældre identificeret mig med denne rolle. Jeg har mere eller mindre bevidst forsøgt og tilstræbt at opdrage og forberede mine børn til en selvstændig tilværelse.
Det har givet resultat: Begge mine børn er flyttet hjemmefra.
Fra den første til den sidste forsvandt, er der gået næsten 10 år, så jeg har haft masser af tid til tilvænning.
Og jo, de kommer tit hjem. For at snakke, fortælle, låne vaskemaskine, penge og tømme køleskab.
Den næststørste forandring i et menneskes liv er nok, når børnene er flyttet fra hjemmet. Man er stadig forælder med de samme glæder og bekymringer. Forældrerollen slipper man aldrig!!!
Det er med stor glæde at jeg følger mine børns videre livsforløb.
Jeg synes dog at det er bemærkelsesværdigt så lidt vi, sammen med andre forældre, taler om denne endnu engang store forandring i menneskets tilværelse.
Når jeg i denne artikel skriver JEG, er det i samråd med min sømand. Han har selvfølgelig været med hele vejen igennem. Når han har været hjemme, har han bestemt deltaget i alt, hvad der vedrørte børnene. Han har haft de samme tanker som jeg, og som alle andre forældre. Vi har sammen lagt planer for, hvad vi gerne vil foretage os, når vi ikke længere er ” bundet” af forældrerollen.
Noget andet er den tid, hvor jeg er alene.
Altså hvor sømanden stadig er til søs.
Når jeg kommer fra arbejde, sidder katten og kigger på mig. Nå, jah, den skal selvfølgelig ikke glemmes. Madskålen skal fyldes op!! Men der er ingen sko eller tøj, der ligger og flyder. Fjernsynet er tavst! Ingen spørger hvad aftensmaden står på! Mælken i køleskabet er pludselig blevet sur! Telefonen er faretruende tavs! ( Og regningen blevet mindre!!)
Jeg oplever nu denne del af min tilværelse , som en udfordring! Sikkert sammen med en masse andre forældre.
Lad os her i Søhesten høre om dine erfaringer eller forventninger til Seniortilværelsen, hvor børnene nu ikke længere er den største del af din tilværelse!!. Også gerne fra forældre i den anden ende af tidsskalaen!!
På den nyligt overståede landsgeneralforsamling var det for mig en stor, stor glæde at sidde sammen med og opleve nybagte forældre, og at høre deres bud på fremtiden for sømandsfamilien. Et enkelt par havde deres lille baby med! Det var en ren fornøjelse at opleve! | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
En anderledes Restaurant.
Da jeg sidste år læste, at den gamle udtjente isbryder "Elbjørn" var blevet solgt til kokken Lars Jeppesen, der ville lave den om til restaurant, var min første tanke.
Det glæder jeg mig utrolig meget til at se resultatet af.
Lars, der sammen med familie og venner selv har forestået ombygningen, har bl.a. hevet 130 tons ud af bjørnen, inden der kunne blive plads nok til den nye indretning. Men siden den 10. august har "Elbjørn" ligget stolt og nymalet langs kaj i Ålborg.
I godt vejr kan man sidde i havemøbler på dækket, ellers er der indgang henne agter ved den store trækkrog, der nu er blevet overdækket. Herfra er der 2 nedgange. Går man forefter, kommer man ned til et mindre spiseområde, hvor ligeledes baren forefindes. Fortsættes endnu en etage ned, kommer man ned i det tidligere agterste maskinrum. Dette ses tydeligt, da forskelligt maskineri nænsomt er bevaret, hvor pladsen tillader det. Ellers står her smukt dækkede borde omkranset af hvide læderstole. Skotterne er dekoreret med fotoforstørrelser af flotte vinter-billeder fra de danske farvande. Fra forkanten af rummet fører en lille dør ind til det forreste
maskinrum, der fortsat står uberørt.
Går man ude agter, hvor det iøvrigt er muligt at kikke ned på skrueakslen, en etage op, kommer man op i loungen. Her kan kaffen eller en lille én nydes evt. henslængt i
en chaiselong. Ligeså i loungen ses den gamle styremaskine samt det store nødrat.
Inden jeg går fra borde, er jeg lige et smut oppe på broen, i bestikket og i radiorummet. Udenfor i hver brovinge står fortsat de store gamle maskintelegrafer.
I dækshuset midtskibs foran skorstenen, er indrettet glaspusteri. Jeg tror ikke man behøver være specielt skibsinteresseret, for at synes dette er en spændende
restaurant at besøge. Men det skader da ikke. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Julemandsdalen
Der skal i årets sidste ”Søhest” være noget for hele familien !!
Det var en flot decemberdag lige før jul. Blæsten havde lagt sig, det var koldt og klart, og solen kunne lige anes over fjorden. Rasmus og Julia var ude for at kigge efter spor i sneen Jeg tror faktisk, jeg kender alle dyrespor, sagde Rasmus - han skulle altid være så vigtig, bare fordi han var født 9 minutter før sin tvillingesøster. Det dèr er f.eks. snespurvespor, og dér har der gået en polarræv. Nå, sagde Julia Men, hvis du ved så meget, så kunne du måske fortælle mig, hvad det dér er?
Julia havde fundet nogle mærkelige fodspor. Det lignede nærmest sporene efter bittesmå kamikker. Der er i hvert fald ikke nogen i hele bygden, der har så små fødder som dem der! Næ…. Men så er der jo kun en ting at gøre: Vi følger sporene og finder ud af, hvem der har lavet dem!, foreslog Rasmus.
Tvillingerne fulgte sporet op langs fjorden. Da de havde gået i næsten en time, drejede sporet skarpt til venstre, ind i landet. Og så begyndte det at opføre sig underligt: det snoede og bugtede sig, frem og tilbage, rundt og rundt. Rasmus og Julia fulgte sporet, så godt de kunne, men til sidst anede de ikke, hvad var nord, syd, øst eller vest. Vi finder aldrig tilbage sagde Rasmus, og det var lige før han begyndte at græde.
Hej, hold op med det. Det var bare for sjov! Sagde en lille stemme. Rasmus og Julia vendte sig forskrækkede om. Bag dem stod en lille fyr med en rød hue:Jeg opdagede, at I fulgte efter mig, og så ville jeg bare lave lidt sjov. Jeg tror, det er derfor man kalder mig Drillenissen.
Er du en nisse?! spurgte Rasmus og Julia i munden på hinanden. Jep! Den aller-helt-og-aldeles-yngste- jeg er kun lige fyldt 134 år, svarede Drillenissen stolt. Men hvem er I?
Vi hedder Julia og Rasmus, og vi tror altså ikke på nisser. Far siger, at de ikke findes, svarede Rasmus.Jamen, jeg står jo lige her sagde Drillenissen, -og hvis ikke der findes nisser, hvem i alverden skal så hjælpe Julemanden?
Der findes altså heller ikke nogen julem….av! Julia gav Rasmus en albue i siden for at få ham til at tie stille. Må vi ikke tage dig med? Vi vil meget gerne møde Julemanden! Kun hvis I lover, at I aldrig fortæller nogen, hvad I har set. Det lover vi svarede de i kor.
Rasmus og Julia måtte næsten løbe for at følge med Drillenissen. Hvor langt skal vi? spurgte Julia forpustet. Drillenissen pegede op på et fjeld lidt længere borte. Det der er Julemandsfjeldet. Bagved ligger den skjulte dal – og der bor Julemanden og alle hjælpenisserne.
Den skjulte dal var det smukkeste sted, Julia og Rasmus nogensinde havde set. De sødeste små huse lå klinet op ad fjeldet, og midt i al sneen lå en vidunderlig grøn eng. På engen gik en flok rensdyr og græssede. Ham med den røde tud hedder Rudolf, og han kan flyve fortalte Drillenissen. Og det her er vores postkontor. Vil I med ind? Tvillingerne nikkede.
På Postkontoret havde Postnissen travlt med at stemple breve. Hej Postnisse - her er Rasmus og Julia, mine nye venner! sagde Drillenissen. Nej, det var da skægt. Jeg står netop her med et par breve til Julemanden fra nogen, der hedder Rasmus og Julia. Det skulle vel aldrig være jer? spurgte Postnissen venligt. Tvillingerne blev ildrøde i hovederne. Har du skrevet til Julemanden?! Jeg troede ikke, at du troede på ham? sagde de i munden på hinanden. Postnissen smilede til dem: Pyt med det! Julemanden tror i hvert fald på jer. Og I kan være sikre på, at han bliver glad for jeres breve. Kunne i for resten ikke smutte over med hans post - det ville være en stor hjælp. Den fikser vi sagde drillenissen og tog imod postsækkene.
Det var blevet mørkt udenfor. Vi skal denne vej, sagde Drillenissen og førte an. Julemandens hus var en stor og hyggelig gård med et kæmpe tårn og lys i alle vinduerne. Drillenissen bankede på. Ingen svarede. Han prøvede igen. Stadig intet svar. Øv, han er ikke hjemme lige nu sagde Drillenissen ærgeligt- men jeg kan vise jer legetøjsmaskinen! Rasmus og Julia fulgte med hen på værkstedet, hvor maskinene stod. Den fyldte næsten hele rummet og var flere etager høj. Man starter den sådan her – tror jeg nok- sagde Drillenissen og drejede en kæmpestor guldnøgle en halv omgang.
Maskinen gik i gang og ud strømmede dukker og biler og bamser, så det var ren fornøjelse. Vil I se noget andet sjov? spurgte Drillenissen og trak dem hen til et lille vindue. Henover den mørke nattehimmel flagrede det smukkeste lys i alverdens farver. det kommer oppe fra tårnet, fortsatte Drillenissen. Når maskinen kører så opfanges lyset af en stor diamant i tårnet. Hvis det er mørkt og klart, kan man se lyset over hele Grønland- og så véd man, at Julemanden laver legetøj
Tror du også, at far og mor kan se det hjemmefra? spurgte Julia. Far og mor?! gispede RasmusÅh nej, vi skulle have været hjemme for længst. De tror garanteret, at vi er gået gennem isen eller noget andet frygteligt. Har I ikke en telefon, vi kan låne?
En tele-hvad? spurgte Drillenissen, for sådan én havde han aldrig hørt om. Men måske har jeg noget andet, I kan bruge. Han fór afsted og kom snart tilbage med en kulsort og skinnende blank sten. Hvordan virker den? spurgte Julia. I skal bare lægge hånden på den, lukke øjene og ønske, at I var hjemme
Tvillingerne gjorde, som Drillenissen sagde. Og hvad så, Drillenisse? spurgte Rasmus. Ingen svarede.Hvad så nu? gentog Julia og åbnede øjnene. Væk var Drillenissen og den skjulte dal og legetøjsmaskinen- de stod lige midt i deres egen stue! – Og vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel, sukkede Julia.
Far stak hovedet ind:Nå, dér er I!? Kom og se, der er det flotteste lys på himlen i aften – det hedder
ordlys. Det kender vi godt, det er fordi Julemanden laver legetøj sagde Julia.Schyyys…vi lovede ikke at fortælle det til nogen! hvæsede Rasmus. Hvad står I og hvisker om? spurgte far. Åh, det er bar én slags julehemmelighed, svarede tvillingerne og blinkede til hinanden.
Glædelig jul til alle. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)