|<
<
>
>|
En lille kommentar til Birgits indslag
Jeg har oplevet lidt af det samme som Birgit. Da sømanden sejlede på Østen, og vi stort set kun havde Lyngby Radio at kommunikere på, kunne man ikke lige indenfor nogle minutter få fat i hinanden, derfor var "problemet" med at fortælle dårlige nyheder hjemmefra ikke så let. Inden man fik fat i skibet og sømanden, havde man ofte fået svar på, om uheldet faldt godt ud eller ej.
Da sømanden de sidste år begyndte at sejle på Nordeuropa, mobilen var blevet indført plus satelitten, man kunne få kontakt på ganske kort tid med hinanden. Vores barnebarn blev meget syg, og så stod jeg pludselig med det dilemma, skulle jeg ringe eller vente 24 timer på svar??? Jeg valgte at ringe, og det var så også det rigtige, vores barnebarn var ikke så syg som ventet, dejligt, Men…. Det gjorde det klart for mig, at nu med den gode kommunikation til skibene, bør man have en snak sammen, vil sømanden have besked her og nu, eller vil han hellere vente, det må være svært at sidde midt ude i Atlanten eller Det indiske Ocean, og ikke kunne komme hjem, ligesom det er svært at være den, der sidder derhjemme med problemerne.
Tænk rigtig meget over det. Det er meget svært at skulle stå med det ansvar og samtidig være midt i ængstelsen for, hvordan det går.
Få en snak om det, måske tænker I ikke helt ens på tingene. | |
Kilde/ forfatter: Kirsten , Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Trods et "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen
Så nu kan de næste fem minutter tilbringes i velværelset med bladet, hvori man kan læse om dagens opskrift, kommende dildo-parti i lokalforeningen, eksotiske rejsebeskivelser og reklamer fra nogle velmenende firmaer, der synes, det er en god ide at holde liv i Sømandskoneforeningen af 1976.
Er det nu også en god ide??
Hvad skal vi med en forening af en flok originale fruer, der kun har det tilfælles, at deres mænd er beskæftiget i det ”blå Danmark”. De holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri med deres yndige afkom; mødes til landsgeneralforsamling en gang om året for at bekræfte hinanden i, hvor godt det hele går; og en lille inderkreds mødes et par gange om året for at glatte ud og holde fast i de gamle traditioner og dyder. For ”dengang jeg startede som sømandskone var der koner til” lever i bedste velgående. Det var dengang de fik mange børn,selvom manden var væk i årevis, hvordan det så hang sammen? Måske havde vi flere storke i Danmark dengang?
Er det ikke på tide, de vågner op og opdager, de lever i år 2008. En tidsalder, hvor computeren er til andet end at større støv af på. Faktisk kan der spares enorme summer på at undlade at sende en stak papirer verden rundt til skibe, koner og andre interesserede. Tænk hvor meget hjemmeside der kunne købes for de penge, det koster at producere og distribuere det lille blad, som nu kun kommer 6 gange om året.
Der kunne endda blive råd til at få en m/ k til at passe hjemmesiden, så de lokale afdelinger kan koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at samle medlemmerne om noget, der er til fælles bedste. Det kan jo nok være, det kan få en og anden op af stolen at lave om på noget, som alle har prøvet at overbevise hinanden om, har fungeret udmærket i en halv tidsalder. Måske er der ikke længere brug for, at nogle prøver på at overbevise andre, eller måske især sig selv om, at de er uundværlige. Så behøver de ikke længere at sige, de lige snupper et par år mere på en eller anden post , for at foreningen ikke skal gå nedenom og hjem. For det er måske lige netop det, der skal til, for at nogle af dem, der betaler deres kontingent med glæde og så i øvrigt læner sig tilbage i troen på, at alt arbejdet kommer helt af sig selv, vågner op af tornerosesøvnen, uden at det ligner et mareridt.
Ønskedrømmen kunne være:
”Søhesten” Foreningen for Søfartsfamilier.
Her er hele familien velkommen, også børn og ældre. Formanden er den person, der tegner foreningen udadtil, men ellers læner sig tilbage efter at have uddelegeret arbejdet. Et par stykker fra hver lokalafdeling mødes med jævne mellemrum og opdaterer foreningens aktiviteter. De har det sjovt og hyggeligt, og både transport og kost bliver betalt, det mangler da bare. Bladet kommer ud til medlemmerne via internettet, og de få medlemmer, der ikke er koblet til det moderne samfund, får selvfølgelig en papirudgave i genbrugspapir, for der skal jo spares. Både på finanserne og miljøet.
Rederier, håndværkere og andet godtfolkvil stå i kø for at få lov at reklamere på hjemmesiden, for hvilket kundepotientiale gemmer der sig ikke på foreningens medlemsliste. Rederierne kan kapre folk ( selvom de er imod pirateri) fra hinanden. Håndværkere og handelsmænd kan kapre kunder, for de har jo penge de søfolk, siges der ude i byen. Så alt i alt en en god forretning for alle parter, og alle laver det, de er gode til.
Jeg vil sluttelig bemærke, at det var min åbenmundethed på seneste repræsentantskabsmøde d.12.4.08 der er skyld i dette indlæg. Flere medlemmer opfordrede mig til at komme med en provokation i bladet, det være hermed gjort. Håber der bliver debat til lands og til vands.
De bedste hilsner fra Landssekretæren. | |
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Hvad siger man i en svær situation?
Pludselig sad jeg og kiggede længe og meget eftertænksomt på min mobiltelefon, - og ser det stadig for mig igen og igen, – hvad skulle jeg skrive??... Eller skulle jeg ringe i stedet for at skrive en sms? Jeg var virkelig i tvivl. Hvornår var det rigtige tidspunkt? Vente og se det an? Jeg var sikker på, at jeg nok skulle få ham med hjem igen, efter de havde undersøgt ham, han så jo så frisk ud, trods han havde ondt i maven. Men det var naturligt nok efter den flyvetur… Jeg har ofte hørt sømandskoner fortælle, hvordan de først berettede til sømanden derude, om børnenes uheldige skader og tur på skadestuen, når det var vel overstået. Så han ikke blev unødigt bekymret. Og hver gang har jeg selv tænkt en lignende situation igennem. Hvad ville jeg selv gøre? Jeg tænkte, at det ville jeg nok også selv gøre. Jeg husker faktisk ikke engang i skrivende stund, om min sømand og jeg har talt om netop dette.
Jeg ved, at flere yngre sømandskoner tænker lige modsat. De synes, at når man er en familie, deler man bekymringer ligeligt. Han har selv valgt sin levevej, og det er ikke mit problem. At det så kan være svært for ham ude på skibet, at være ”alene” og ikke kunne være hos sine kære, i en situation, hvor familien hjemme er belastet af bekymringer, det må han selv løse, eller vi løser det sammen. Måske har de et bedre argument. Måske er den unge sømand bedre indstillet på denne holdning til at dele livets svære stunder. Måske er det ikke rimeligt. Og måske er det i virkeligheden umuligt at sige, at det ene eller det andet er det mest rigtige, for hver opstået situation har sit unikke særpræg og egne omstændigheder, og hvert parforhold har sit unikke særpræg.
I hvert fald sad jeg nu der på skadestuen, og ventede mens vores søn på 16 år var i CT-skanneren efter et trafikuheld, hvor han kørte på scooter, og en 90-årig dame i bil overså ham og kørte lige ind i ham. Han kørte formentlig omkring 60km/t, så selvom han så fin og frisk ud, var ved fuld bevidsthed, havde kun en enkelt hudafskrabning på benet, og havde haft styrthjelm på, så var det sket med stor kraft. Alligevel regnede jeg fuldt og fast med at få ham med hjem fra skadestuen. Og så var der jo ingen grund til at gøre hans far unødigt bekymret, når han ikke, som jeg, kunne se vores søn med egne øjne. En indre stemme har nok alligevel sagt mig, at trods min mange årige erfaring som intensiv sygeplejerske, så kunne jeg ikke vide, hvad denne situation kunne udvikle sig til. Eller måske netop derfor. Og hvis jeg ventede med at underrette hans far, til det måske så helt galt ud, så følte jeg vist nok, at jeg ville få et forklarings problem. Jo! -set i bakspejlet, kom jeg nok i denne unikke situation til den erkendelse, at hans far havde krav på at være orienteret om sin søns tilstand. Men væsentligst af alt, at han kunne nå at være med i processen, efterhånden som tingene skred frem.
Så jeg sendte en sms, så forsigtigt jeg syntes, jeg kunne uden at forskrække ham. Det lykkedes vist ikke! Der findes ingen ”skåne-kur” her. Men jeg er glad for nu, at jeg skrev, mens han var i skanneren, for så kunne jeg med sindsro svare på hans spørgsmål om, hvad der var sket: ”Jeg ved det ikke, de er ved at undersøge det netop nu”. Og så: ”Jeg vender tilbage, når jeg har fået svaret, men han ser ok ud”.
Det var værre end jeg troede, fandt jeg ud af. Han havde sprængt milt, hvilket i sig selv er livstruende, dertil en sprængt nyre, og kraftige blødninger i maven. På et eller andet tidspunkt ringede jeg og fortalte min mand det, men jeg husker faktisk ikke rigtigt hvad jeg sagde. Kun husker jeg, at jeg bad ham fortælle familien det, hvilket jeg nu undrer mig over. Jeg var, i mine tanker, optaget af at ”filtrere” oplysninger til min mand, for at skåne ham mest muligt, men her svigtede kontrollen altså delvist. Sådan er det jo, når man ganske pludseligt får revet tæppet væk under fødderne. Med min faglige ballast, havde jeg en viden om mulige komplikationer, og jeg havde virkelig mange skræk scenarier kørende på den indre skærm. Og det var vigtigt for mig, ikke at belaste min mand med dette scenarium, hvilket unægtelig gjorde det mere belastende for mig. Han var alene med sine bekymringer, og værst af alt, han kunne ikke være til stede, og jeg var ene med mine. Jeg tror egentlig ikke, man helt undgår dette dilemma. Det kan man først løse efterfølgende ved at snakke det igennem, når man atter er sammen uden nogen forstyrrende elementer. For selv hvis jeg havde delt hver en tanke og følelse med min mand, så kunne han stadig ikke være der. Og det var det, der netop var vigtigst for os alle tre – min mand, vores søn og jeg – i denne angst fyldte situation.
Ydermere stod jeg med ansvaret for den beslutning, jeg måtte træffe: Var det påkrævet, at min mand tog hjem her og nu? Det mente jeg ikke, og det var heller ikke muligt. Men mange stillede spørgsmålet, så det var et pres.
De første døgn var usikre, ville han klare det uden operation? Det holdt jeg, så vidt jeg husker, for mig selv. Men han klarede det.
Der var op og nedture, som jeg undlod at dele med min mand, eller jeg tog brodden af det. For eksempel valgte jeg, i stedet for: ”Han røg af sted med udrykning til Rigshospitalet, fordi de mente der var opstået en akut komplikation” at sige: ”Vi er lige et smut forbi Rigshospitalet til en undersøgelse, men skal snart retur igen”.
Det er i skrivende stund 3 måneder siden ulykken skete. Vores søn tabte 11 kg, måtte tage orlov fra gymnasiet pga for meget fravær, og han skal måske opereres, for at få fjernet den ødelagte nyre, som menes at skabe problemer. Men han kører scooter igen.
For hele familien var det en slem forskrækkelse, som det tager tid at fordøje. Og der er ikke tvivl om, at denne tid forlænges af, at man er alene om det, både sømanden og sømandskonen, samt sønnen der savner sin far. Jeg tror, dette er et faktum, man ikke kommer uden om, uanset hvilken indgang man har, til det at deles om sorger og bekymringer. For det alt afgørende, når sådan noget indtræffer, er om man kan være der, ved siden af sit barn, og sammen som familie. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 24/3-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)