|<
<
>
>|
Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud
Fortsættelse af historien fra sidste nummer af Søhesten.
I dag den 23. maj sidder jeg så på TORM Gertrud et eller andet sted ude på det åbne hav (!), og jeg er meget glad for, at jeg endelig kom herud. Det er en kæmpe oplevelse. Destinationen er vist nok en havn St. Charles nær New Orleans, og når jeg siger det på den måde, så er det fordi, at vi skulle have været til Texas i første omgang og reelt set, så kan vi endnu nå at blive omdirigeret. Ifølge beregningerne når vi New Orleans den 27.maj, og så har min sørejse varet i 13 dage i alt.
Inden jeg tog herud, var jeg lidt spændt på, hvordan det er at være her, og om jeg nu kunne få tiden til at gå. Jeg har set mange billeder af skibene, læst mange e-mails fra Martin og hørt på nogle rigtige sømandshistorier, så jeg havde på forhånd dannet mig en forestilling om hvordan og hvorledes. Jeg må sige, at min forestilling i store træk har svaret til virkeligheden herude. Det er enormt spændende at være her. En fantastisk oplevelse.
Kaptajnen gav et meget godt billede på livet ombord med dets ”indbyggere” og deres indbyrdes tilknytninger. Nu må jeg se, om jeg kan gengive billedet korrekt:
”Skibet er en lille landsby, hvori der bor nogle indbyggere med hver deres øgenavne (dem vender jeg tilbage til), rundt om er der andre landsbyer (skibe), og Rederiet er det omfavnende samfund. Det er en lille verden, hvor der er gengangere hele tiden fra andre landsbyer og samfund, og man kender hinanden på kryds og tværs fra sin studietid og gennem karriereforløbet”.
Mit indtryk er også, at det er et lille lukket samfund herude, og det kan godt minde mig en smule om tiden på et kollegium, hvor vi også levede i et mini-samfund på en måde. Øgenavnene var jeg bekendt med fra Martins fortællinger og oplevelser, ja faktisk tror jeg, at jeg i de fleste tilfælde husker folks øgenavne bedre end deres virkelig navn. Herude har de fleste også et øgenavn, det lyder umiddelbart negativt, men jeg forstår kun øgenavnene på dette skib som små, uskyldige drillerier. Og jeg har ærlig talt moret mig af dem, fordi navnene er meget sigende, og jeg kan se deres berettigelse. Det er til tider ren mandehørm og lidt en hønsegård (!) og sikke nogle røverhistorier, de fyrer af ind i mellem. Det er sgu’ morsomt at høre på deres livagtige fortællinger og sladder, fordi de kan formidle på en måde, så man nærmest kan se det for sig. Jeg har virkeligt forstået betydningen af en rigtig sømandshistorie nu.
Dagene herude er nærmest fløjet af sted, og jeg er kommet ind i den specielle døgnrytme og deres inddelinger af arbejdsdagen, hvor spisetiderne er dagens højdepunkter. Martins arbejde som 2. styrmand foregår primært på broen, hvor han går vagt i tidsrummene kl. 8-12 og igen kl. 20-24, derudover har han arbejde på dækket. Dette betyder, at jeg har fået meget af min tid til at gå oppe på broen sammen med ham. Hvis han havde været maskinmester og skulle arbejde i maskinen, så ville 14 dage på medsejlads absolut have været for lang tid, fordi det ikke er muligt at være sammen dernede i længere tid på grund af støj, varme og deres arbejde ikke mindst. På broen kan vi trods alt stå og snakke undertiden, og ellers er der den fantastiske udsigt, som siger spar to.
Meget af min tid er foregået på broen, hvor jeg har betragtet havet og horisonten. Jorden hedder ikke den Blå Planet for ingenting, har jeg erfaret! Jeg har oplevet delfiner, hvaler, flyvefisk, set solnedgange, oplevet et par skypumper og en stjernehimmel, som kun de færreste oplever. Det er store oplevelser for sådan en landkrabbe, som jeg er, men det vækker ikke en umiddelbar begejstring hos besætningen, fordi det ikke er særsyn for dem længere.
Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er de små ting, der gør en forskel i en hverdag, hvor dagene tit flyder sammen og ligner hinanden. Maden og spisepauserne, kl. 7.30, kl.12 og kl. 17.30, er faste holdepunkter, og der er forskellige mad traditioner knyttet til ugedagene. Onsdagen, hvor den halve arbejdsuge er gået, markeres med boller og varm kakao til 15 – kaffen. Hver anden dag er der kage til kaffen og den anden dag suppe inden den varme middagsmad kl. 12. Lørdag serveres den varme lørdagsmenu om aftenen til forskel fra de andre dage, hvor den varme ret serveres til middag. Søndag er der det store frokostbord til middag og typisk fastfood om aftenen.
Hovmesteren ombord gør virkelig en stor indsats for at forkæle besætningen, og hun spørger altid til besætningens særlige ønsker mht. menuen. Jeg har nok grint en smule af Martins begejstring over maden ombord, men nu jeg kan forstå, at det er den gode mad, som i høj grad er med til at gøre hverdagen begivenhedsrig. Der er noget at se frem til i løbet af dagen. På de knap 14 dage jeg har været her, tror jeg, at jeg har fået de fleste af mine livretter. Man skal ikke være ombord i mange døgn, før at man finder ud af, at et glas vin eller en øl til maden er et savn herude, nu hvor Nul-Alkohol-Politikken trådte i kraft ved årsskiftet. Jeg kan forstå på besætningen, at det sociale måske er gået lidt tabt med den nye alkoholpolitik. Tidligere var der tradition for at nyde en fyraftens bajer/ drink inden spisetid i baren, og Vejeklubben, hvor taberen der har øget sin vægt mest giver øl, eksisterer heller ikke længere.
Min hverdag går med læsning, og jeg vil absolut ikke have været foruden mine bøger og kulørte blade, desuden solbadning når vejret tillader, og om aftenen mødes vi tit i Rygesalonen (fællesstuen) og ser en film. Jeg har også fået testet mine evner inden for frisørfaget. Mulighederne her er ret begrænset, så hvis jeg bliver alt for rastløs, så går jeg ned på løbebåndet og brænder energi af i Motionsrummet eller får en sludder i kabyssen. Jeg har endnu ikke kedet mig, men nydt den store oplevelse og den anderledes hverdag ombord. Der er rig mulighed for afslapning herude, og kokken forkæler os virkeligt som tidligere nævnt.
Besætningen er meget rar, og jeg har især hygget mig med folkene på broen, her kan man altid lige gå op og hilse på den vagthavende. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg håber, at det er lykkedes mig at passe mig ind. Der er kun et par dage tilbage af sørejsen, og jeg glæder mig efterhånden til at se land igen. Der må godt snart ske noget andet. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at opleve Martins arbejdsdag. I fremtiden vil jeg bedre kunne sætte mig ind i de ting, han oplever og kommer ud for. Vi afslutter denne tur med at holde ferie sammen i New Orleans, da Martin har haft sin sejltid.
Skrevet af Trine Skovlund Jørgensen i dagene den 23. maj – 25. maj 2006 et sted ude på det åbne hav. | |
Kilde/ forfatter: Trine Jørgensen, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Øl
En stor del af den danske kultur indebærer øl og ølbrygningens kunst. Siden stenalderen har vi danskere nydt den gode smag af humle og byg. I mange år har vi været vant til kendte ølmærker, som kunne købes den hele jord rundt. Mange bryghuse fusionerede til kæmpe ølgiganter og bryggeri-foreninger. Imidlertid har vi de sidste årtier fået kendskab til - og gane for - produkterne fra de mindre og førhen knap så kendte bryggerier rundt omkring i landet. Mikrobryggerier skyder nu op som paddehatte på landkortet. Og mange af dem med rigtig godt øl til følge.
En dag i den tidlige sommer besøgte min mand og jeg sammen med gode venner Nørrebro’s Bryghus i København. Dette lille bryggeri blev kendt gennem en TV-udsendelse for et par år siden. Her fulgte man iværksætterens bestræbelser og kampe for at skabe drikværdigt øl og samtidig en restaurant, hvor man til god mad kunne nyde mikrobryggeriets produkter. Jeg kan anbefale et besøg her!! Frokostmenukortet har få men meget alsidige anretninger. Hertil kan man vælge et af bryggeriets produkter – eller 5 af slagsen! ( 10 cl. pr. glas!) Vi valgte det sidste. Jeg skal ikke her komme med bud på, hvilken øl der var bedst. Det kommer jo som bekendt an på smag og ikke mindst behag. Fra restauranten har man fra flere af bordene udsigt til det lille bryggeri og arbejdsgangen der.
Næste dag stod også i ølbrygningens tegn. Vi besøgte det legendariske Carlsberg Bryggeri i Valby. Den store produktion af Carlsberg øl er for nogle få år siden flyttet til Fredericia. Der brygges dog stadig en mindre produktion af specialøl, der ved Valby Bakke! Store dele af det gamle bryggeri fungerer nu som museum. Ganske interessant er det at gå rundt i lokalerne, hvor der for blot få år siden blev produceret øl, som blev drukket (og stadig drikkes) i den hele vide verden. På turen rundt i museet får man indblik i en kæmpe proces, som ender med det fluidum vi kan læske os med fra flasker, dåser eller fustager. På et loftsrum var udstillet tusindvis af nye og gamle flasker med etiketter fra alverdens forskellige lande! Når man har købt indgangsbillet til Carlsbergbryggeriet, har man også billet til prøvesmagning af et par af bryggeriets specialøl. (Inkluderet i prisen).
På vandringen gennem museets produktionssteder og showrooms, bliver man også guided gennem hestestaldene, hvor man stadig har nogle eksemplarer af de førhen så kendte og elskede bryggerheste. Ude i solskinnet lagde vi mærke til, at et par af hestene stod i et langt kar, med hovene dækket af en sæbespånelignende væske. Ølkusken (må han jo have været) forklarede at bryggerheste jo havde mange lange hår omkring hovene, hvorfor der nemmere opstår skab og svamp. Den væske de stod (og skulle stå i mindst 20 minutter) var en økologisk væske der kostede spidsen af en jetjager, men ellers var meget effektiv mod diverse parasitter. (Gad vide om det ville være virksomt hos mennesker med neglesvamp?) Så dette besøg i Hovedstaden stod så sandelig i ølbrygningens tegn!
Derfor var det for mig magtpåliggende, da jeg en måneds tid senere besøgte Bornholm, at kigge ind på Svaneke Bryghus. Idyllisk ligger det der midt i den lille by. Lige ved Torvet. Her er der også lejlighed til at nyde en herlig frokost enten ude eller inde, og igen med mulighed for at smage 5 forskellige prøver af bryggeriets produkter.
Rundt om i landet findes mange af de små bryggerier. Her på Fyn, hvor vi er bosat, kender vi alle Ørbæk eller Refsvindinge bryggerierne. Her kan man kigge ind, hvis vejen falder forbi og også købe lidt af det gode øl.
Jeg er ikke den store ølentusiast, men herligt er det at have mulighed for at følge øllets tilblivelse og herefter at smage på resultatet. Ikke mindst i den varme og tørstfrembringende sommer vi har haft i år.
SKÅL | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Turen går til Korea - Busan
Min mand, Thorbjørn er pt. udstationeret i Busan, det sydlige Korea. Han arbejder som marine super intendend sammen med Niels der er technical super intendend for Clipper Gruppen, der er i gang med at få bygget 14 kemikalie tankers på 11.000 tons. Deres job er, at levere skibene ensartet, få stores ombord (alt lige fra sæbe til it-udstyr) samt klargøre den nye besætning til, at sejle med skibet.
Lærke (datter) og jeg rejste d. 12 juli, fra Billund, via Frankfurt, Seoul og Busan. Turen gik fint, vi var trætte efter rejsen (24 timer fra carporten til Busan lufthavn), men var lettede over at være kommet godt frem.
I Busan er der ifølge kilder 3.8 mill. Indbyggere, de spiser kimchi (forskellige kåltyper, der er syltet i chili og andre krydderier) til hvert måltid, ris, fisk og friske chili. De drikker grøn tea, selv isen kan fås med green tea taste, og chokoladen kan indeholde chili. Deres slik er sødt, man kan ikke opdrive lakrids, så vi havde tyrkisk peber samt haribo lakrids med hjemme fra, det blev Thorbjørn glad for
Vi har besøgt skibsværftet, set hvordan arbejderne løber for, at komme først i køen til kantinen, hver dag kl. 12.00 og hvordan de går rundt og snakker mens de maler. En koreaner har ikke så travlt når det gælder arbejdet. Men når de kører bil, er det med en sådan fart og frækhed, at man skulle tro der var nogen efter dem. Mængden af biler gør selvfølgelig at de ikke kører stærkt i byerne, men den der kører først frem og har mest is i maven, kommer først rundt og over vejen. Midt inde i de gader der omkransede skibsværftet, lå en butik der solgte jern. Nogen dage kunne man knap komme omkring (trods ensrettet kørsel) fordi der var gang i afhentning af jern. Det siger lidt om tilstandende.
Vi gik på fiske torvet en dag for at købe Tuna steak med hjem til aftensmaden. Det er bedre fisk og smagen er friskere end vi er vant til. Prisen var for 7 gode stykker kød, ca. 30 kr. Bortset fra fisken, er alting dyrt i Korea. Frugt for eksempel, koster ca. 4 gange vore priser. Du kan sagtens komme af med 10 kr. for et æble eller en appelsin, vandmeloner, store og dejlige 85,00 kr. Så vi sprang lige over.
Gamle koner sidder på gaderne og sælger deres egne afgrøder, græs der ligner vores purløg, blade som de sidder og bundter. Bladene bruges i rigt mål til deres mad.
I Godjomarket (en hel bydel) er handelsbyen. Butikkerne eller hullerne som vi
AFDELINGENS SIDE Denne måneds side kommer fra Fredericia/Strib/Kolding afd.
kaldte dem, er delt op i gader hvor der er udelukkende madvarer, fiske torv, tasker, sko og tøj og isenkram . Der er også hele gader med tørrede fisk og krydderier. I havne områderne er hullerne udelukkende med skruer, bolte net og al muligt til fiskeriet. At spise ude i Korea er en smule vanskeligt (sprogbarriere). Deres menuer er ofte afbilledet, men de spørger altid om en masse på koreansk, og det er svært lige at fatte hvad eksagtlig de lige mener med det. Det lykkedes os dog, at bestille kylling en aften, dog var der ingen tilbehør med, kun en skefuld salat og 2 store grønne, chilier med. MEN kyllingerne smagte pragtfuldt.
Vi spiste krabber en aften. Thorbjørn havde prøvet det før, så der var han på hjemme bane. Vi valgte en krabbe fra et bassin, fik den vejet ( 2,5 kg) og gik så op i restauranten, hvor der blev serveret mange skåle med tilbehør. Hvorefter kom krabben, kogt og pænt leveret på et fad. Uhm.. det var godt. Senere fik vi ris m/ tang samt en skål med suppe til deling. Det var en god aften.
Niels, Thorbjørn´s makker lever sammen med koreanske soo joung, derfor besluttede vi at spise Koreansk barbecue, hvor vi alle var samlet. Det blev en god oplevelse, de før omtalte blade bruges til at lave små pakker af, et blad, et stykke kød lidt løg, lidt chili, lidt andet dyppelse og man pakker bladet sammen om det hele, spiser det i en mundfuld. Nøj sjældent har jeg fået en himmerigs mundfuld som denne.
De har små spise huller alle steder, men det er vist kun for koreanere, vi tror de har galvaniserede maver.
Det har været en oplevelse at få et lille indblik i den koreanske levestandard. Vi er nu godt hjemme igen, efter 12 dejlige dage, med rygsækken fyldt af oplevelser. Ikke turist oplevelser, seværdigheder, udflugter o.lign. Nej, bagagen er fyldt med indsigt i en ny verden, hvordan koreanere lever i deres dagligdag.
Men som man siger UDE ER GODT, MEN HJEMME BEDST. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)