|<
<
>
>|
Mine oplevelser som medsejlende på TORM Gertrud
Lørdag den 13. maj meget tidligt om morgenen stod jeg på toget i Fredericia til Kastrup Lufthavn. Turen skulle gå til Algeciras i Sydspanien, hvor jeg skulle påmønstre TORM Gertrud. Efter nogen tids planlægning og overvejelse skulle jeg ud og besøge min kæreste og opleve hans arbejdsplads for første gang. Planen var, at jeg skulle sejle med fra Gilbratar til USA, højst sandsynligt Corpus Christi i Texas. En sørejse, der var anslået til at vare 14 dages tid plus/minus. Det var jeg på forhånd blevet informeret om. På rejsen til Algeciras havde jeg følgeskab af en 1.mester og en 2. mester, som i kraft af deres mange rejser til og fra deres ”flyvende arbejdsplads” var rutinerede rejsende. Jeg hægtede mig på dem, og priste mig lykkelig over, at jeg ikke selv skulle hitte ud af at komme helt ud til skibet. En af mine store bekymringer var nemlig flyrejsen på egen hånd, og det at jeg selv skulle finde ud til skibet. Min kæreste havde naturligvis flere gange forsøgt at forsikre mig om, at jeg ville blive afhentet af en af TORMS agenter, som så ville sørge for, at jeg kom ud på skibet. Alligevel var jeg lidt skeptisk og bekymret for, om dette system nu også fungerede for mig.
Indledningsvist bør jeg lige præsentere mig selv. Jeg er 28 år, og jeg har kendt min jævnaldrende kæreste Martin i seks år. Martin var under uddannelse, da vi mødte hinanden, og kort tid efter skulle han ud på sin første tur som aspirant hos TORM. Så han har stort set altid sejlet, imens vi har kendt hinanden. Søfarten er derfor ikke en helt fremmede verden for mig, da jeg med tiden har lagt ører til mange beretninger fra hans dagligdag til søs. Jeg er pt. uden arbejde, hvilket er en af årsagerne til, at jeg kunne rive 2-3 uger ud af kalenderen uden præcist at vide, hvornår jeg skulle på/ afmønstre skibet. Vi har heller ingen børn at tage hensyn til, dog nogle dyr som jeg får passet.
Det har været på tale nogen gange efterhånden, at jeg skulle prøve at sejle med, og det har været Martins store ønske i lang tid. Hver gang det skulle til at planlægges, har jeg trukket i land igen, fordi jeg ikke er den store flyrejse entusiast. Jeg er heller ikke så god til at være væk i længere tid og slet ikke, hvis jeg ikke kender datoen og helst klokkeslettet for, hvornår jeg er hjemme igen.
Da Martin fik grønt lys til, af Kaptajnen og Rederiet, at jeg måtte sejle med, havde jeg ikke flere gode undskyldninger tilbage i posen, så vi besluttede, nu skulle det altså være. På hjemmefronten fik jeg alt planlagt til mindste detalje, inden jeg tog af sted.
(Fortsættes: Hør om turen i næste nummer af Søhesten) | |
Kilde/ forfatter: Trine Jørgensen, Dato: 10/7-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Ta´ sjælen med - ta´toget til Kina!
Så er kufferten pakket - 17,8 kg. Det er mere, end jeg regnede med, men det må være kaffen, theen, kiksene og alt slikket! Nå, ja og strikketøj, bøger, håndklæder, toiletpapir mm.
På min gamle arbejdsplads, var vi nogle der havde lavet en spareforening, alle havde drømmemål for opsparingen, en ville f.eks. til De vestindiske Øer, og jeg drømte om, at komme med den transsibirske jernbane, andres drømme var ikke så konkrete.
Så da jeg besluttede mig for at gå på efterløn, blev drømmerejsen planlagt. Jeg stoppede den 30. september, og den 3. oktober fløj jeg sammen med min søn Dan alt riddersale. Om aftenen er det så tid for afgang med det transsibirske tog. Vi fik vores kupe og vi var glade for, at vi havde den for os selv. Der er bestemt ikke megen plads til 4 personer som kupeen er beregnet til. Det tager 6 dage at køre de
7.000 km fra Moskva til Beijing.
I lufthavnen i Moskva checkes pas og visum grundigt og efter at have set på rullebåndets mange kufferter, opdager vi vores på nabobåndet! I hallen mødes vi af et hav af mennesker, og en ung pige i forreste række står med et skilt ”Mr. and Mrs. Jensen”. Det må være os. Og det var det. Hun fører os i hurtigt tempo gennem mylderet hen til ”Intourist”s kontor. Her venter vi en rum tid, til en myndig dame kommer med en ung chauffør, han kører os over stok og sten - 5 sporet motorvej, hvor han skiftede spor ustandseligt - til vort hotel ”Ukraine”. Hotellet - en meget imponerende bygning
- kæmpe hall - marmor. Alle vegne står vagter.Vi checkes ind og får et værelse på
8. etage med en flot udsigt over floden og til ”Det hvide Hus”.
Næste dag er vi på byrundtur med en dygtig engelsktalende guide.Vi er bl.a. på Den Røde Plads, Kreml og kører i undergrundsbanen og ser de utrolig flotte undergrundsstationer. De ligner mest af Vågnede ved 6–tiden, det var lidt koldt, lå og hørte togets lyde, hyggeligt. Blev klatvasket i koldt vand. Havde fået at vide, at der var baderum, men nej, kun en lille stålvask med koldt vand. Nå, senere fandt jeg ud af at hente kogende vand fra samovaren i vognen, stadig klatvask men alligevel.
Ved frokosttid gik vi i spisevognen - russisk
-noget af en oplevelse, tjener a la John Cleese. Vi fik med lidt besvær valgt en svinekotelet med ris.Tilbage i kupeen drak vi kaffe, kiggede på landskabet - birkeskove
-der passerede forbi, jeg begyndte på strikketøjet, og Dan læste. Om aftenen igen i spisevognen, denne gang fik vi gullasch, der var lavet af svinekam. Fik en flaske iskold rødvin til! Denne nat sov vi med hovedet ved døren, men var alligevel lidt forfrosne næste dag.
Dagen gik igen med læsning, strikning, frokost (omelet) i spisevognen. Mindede mig om tiden, hvor jeg var på hustrusejlads.
Herligt er det, når vi standser ved en togstation, så myldrer det med folk, der vil sælge drikkelse, æg, tomater, gulerødder, tørret fisk, aviser, brød osv. Om aftenen kunne vi få en wienersnitsel i spisevognen
– det var to tynde svinekoteletter!
Denne aften fandt vi alle tæpperne til de 4 køjer frem og tog over og under os. Så denne nat frøs vi ikke. Men til gengæld var vi vågne 117 gange, når toget stoppede, for vi ville gerne se Irkusk.Vi var der ved 4tiden og det var buldermørkt, så der var ikke meget andet at se end banegården. Senere på dagen kørte vi langs Baikalsøen og senere var der høje skiferbjerge at se.
Ved den russisk/mongolske grænse holdt vi i 7½ time, russerne hentede vores pas, og mongolerne gav os tolderklæringer på russisk. Det havde hele vognen meget sjov ud af, mens vi gættede på, hvad der skulle stå i de forskellige rubrikker. Den russiske spisevogn blev skiftet ud med en mongolsk spisevogn, meget flot udskåret træarbejde med drager, slanger osv.Vi kom til køjs ved 1-tiden, og ved 7-tiden var vi i Ulan Bator, hvor der kom en del rejsende ombord.
Efter Ulan Bator kørte vi igennem et flot landskab med ”bløde” bjerge, nogle med sne på toppen. Der var folk der boede i ger-telte (ligner igloer), vi så store hesteflokke, kvæg, geder og får. Ja, vi så sågar kameler. Toget kørte langsomt gennem Mongoliet. Skinnerne bugtede sig gennem bakkelandskabet,Toget standsede ved flere små stationer. Der blev solgt tegninger, forstenet træ, halvædelstene mm. Vi så ”gamle” damer i silkekimonoer, de samlede brugbare koks fra toget.Toget kørte gennem Gobiørkenen. Så kom vi til den kinesiske grænse, hvor vi igen fik pas checket og sågar fik taget vores temperatur (p.g.a. Sars)! Togvognene skulle have undervognene skiftet, inden vi kunne køre ind i Kina. Skinnebredden er anderledes i Kina end i andre lande. Det var fantastisk at se vognene blive løftet op. Ja, og så havde vi igen fået ny spisevogn – nu kinesisk.
Det var spændende at se landet Kina, der var meget høje bjerge, der så bare og skarpe ud i forhold til Mongoliets bløde kurvede bjerge. Men til gengæld så det ud til, at kineserne kunne få noget til at gro i det barske land. Der var mange majsmarker, som de netop havde høstet, og majsene lå i store stakke.
Vi fik øje på den kinesiske mur, der kunne følges over de høje bjerge.
Togpersonalet begyndte at samle sengetøj ind, så vi nærmede os Beijing, men toget kørte langsomt, og det var hyggeligt, for med jævne mellemrum dukkede muren op.
Kl. 14.32 præcis efter køreplanen ankom vi til banegården i Beijing! Her stod vores Peking guide klar til at tage imod. Men det er en helt anden historie! | |
Kilde/ forfatter: Lena Hestbek Jensen, Dato: 10/7-2006
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Den gang jeg var ungkok, på de store have
I dag er jeg selv blevet sø- kone. Men tænker tit tilbage på min tid, på de store have. Jeg brugte en del år af livet hos DFDS. Som Cat. Ass. Og Desse, ja ja så gik der jo ti år med det. Nogle meget dejlige år, med mange sjove oplevelser. Men en dag skulle der jo til at ske noget nyt. Og hvad så ? Jeg fandt et andet rederi, de havde brug for en ungkok. Og jeg sagde staks ja tak.
Nå men så blev kufferten pakket, og til Kastrup lufthavn det gik i fuld gallop. Nu skulle jeg ud at se den store verden, rigtigt langfart. Ja ja det er altså stort når man har levet i DFDS lukkede land så længe, Så jeg var som et lille barn juleaften.
I flyet kom jeg så, på vej til et sted i Marokko. Og med is i maven….. Vi skulle så skifte fly i Spanien, fint med mig tænkte jeg. Jeg har jo fløjet mange gange før. Aalborg - København, mange gange på ferie rundt omkring. Så den bette tur, var da ikke noget. Nå men sådan gik det jo ikke helt, må jeg sige.
Fly Dessen kom og sagde at vi var en time forsinket, å nej hvad nu… Ok. Vi var tre søfolk, vi blev lukket ud som de første da vi nåede Spanien. Og nu begyndte det store eventyr virkelig…. En mand kom løbende, og hev mig i hånden. Jeg hang bagefter ham, som en ballon i snor. En anden havde sørget for min bagage, vi løb ud til et meget lille fly. Ja som kun ventede på mig, godt så.
Puha nu kom jeg da så langt, et mini fly hvor man kun talte spansk. Jeg skal lige sige på det tidspunkt forstod jeg ikke et ord på spansk, fedt nok.
Vi ankom da endelig til Marokko, ud af flyet med mig. Nador var stedet jeg skulle til, og jeg troede jeg var i Marokko nu. Men nej fandt jeg ud af senere…
Nu skulle jeg bare finde agenten, og hvordan finder jeg sådan en ??? Dejligt et skilt med mit navn dukkede op i det totale kaos, en lille sort mand. Som talte et sprog jeg ikke forstod.
Vi gik meget langt før vi kom til hans bil, så drønede vi der ud af. Nu stoppede manden, og ud med mig igen. Her var der meget lange køer, med mennesker der ville have lavet papirer og pas. Nu forstod jeg først vi var på vej over grænsen, vi kom forrest i køen igen.
Alle folk rundt omkring os gloede helt vildt på mig, en hvid kvinde med langt rødt hård. Stramme cowboy bukser og en stram bluse, samt en stor fin og ny kuffert. Alle her var meget fattige, og alle damerne var pakket ind i noget langt stof.
Nå men passet blev undersøgt grundigt, vi slap langt om længe igennem. Ny bil igen med en ny lille sort mand. Tak skal du have, nu var der ikke kun is i maven. Men jeg vil tro det var blevet til isterninger. En time senere var der et skib i sigte. Den lille coaster, Dori Bres. Jeg kravlede ud af bilen helt stiv af skræk, hvad er det her da for et sted. Og hvad er det dog for et skib???
Jeg stod bare der og stirrede på kajen, den første mand jeg så var styrmanden. Han gloede bare på mig og sagde, du behøver ikke at pakke ud: Folk bliver ikke så længe. I det samme kom mester, den første flinke mand jeg havde mødt på min rejse. Han bød mig velkommen, og han blev min bedste ven på det halve år.
Selv om at turen var speciel, overlevede jeg da. Og vil altid huske tilbage på min tid som ungkok som noget helt speciel. Ikke noget man kan sammenligne med passagerskibe. | |
Kilde/ forfatter: Susanne Venø, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)