|<
<
>
>|
Sådan kan en påske også forme sig….
Sømanden her i huset skulle påmønstre sit skib i Hvide Sande dagen før påskedag, og derfra skulle de til Aalborg. Både sønnen og jeg havde fri, så det var nærliggende at vi sejlede med fra Hvide Sande til Aalborg. Jeg tænkte straks på søsyge-forebyggelse, da især jeg, meget let bliver søsyg. Beslutningen blev truffet sent, ganske som beskeden om nøjagtig påmønstrings dato var sent ude (så er alt som det plejer at være!), så det var blot 2 dage før afrejse. Jeg har været søsyg et utal af gange, og har dermed afprøvet alle mulige søsyge tabletter, gamle og nye råd m.m. Min bedste erfaring har jeg med ingefær tabletter. Det modvirker søsyge, og bedst af alt har det ingen bivirkninger, sådan som de traditionelle søsyge tabletter har det. Jeg bliver i hvert fald så uendelig sløv, sover meget og går blot rundt i en døs som er meget længe om at fortage sig. Men der er bare det med ingefær, at kroppen skal være mættet med det, ellers virker det ikke, eller i værste fald gør det søsygen værre. Med held fik jeg skærtorsdag, ad omveje, fat i nogle ingefær tabletter. Det skulle lige være tids nok til at mætte kroppen.
Bilen måtte vi lade være hjemme, så med adskillige forskellige tog og busser kom vi endelig til Hvide Sande. Det forekom mig at være meget langt væk fra alting, men flot og betagende var det. Og det berygtede Arriva fik vi også lejlighed til at prøve. Vi følte os lidt som i en dilligence i deres noget anderledes og aldrende tog. Men sæderne i de gamle toge er mere behagelige end i DSB´s nye tog. Her kan man sidde blødt og følge togets raslende og gyngende bevægelser.
Klokken 6 påskedags morgen var alle mand oppe, for da lagde vi fra kaj. Flot udsejling i den gryende morgenstund. Dejligt at være ombord, jeg elsker det, at være i min mands daglige omgivelser, fornemme miljøet osv. Også vores søn nyder det.
En time efter afsejling er idyllen væk som dug for solen. Jeg må konstatere at søsygen atter har overmandet mig! Jeg ligger på mine knæ den næste halvanden times tid og ofrer mig. Og da er det, at jeg virkelig fortryder at jeg tog ingefær, for det var det jeg mente med, at det nærmest kan ”forværre” søsygen. For der er ikke noget der river så meget i halsen og er så kvalmende som ingefær, når det kommer retur!…. Jeg må konstatere at 2 døgns mætning med ingefær alligevel ikke var nok. Eller også tog jeg for lidt. For vores søn, som almindeligvis er lige så let et offer, klarer sig igennem ved at lægge sig en times tid. Heldigt for ham. Da jeg endelig er færdig med at ofre mig, sover jeg et par timer, og har det lidt bedre, men er endnu ikke helt frisk. Jeg synes jeg bliver påvirket psykisk, er ikke helt mig selv, og humøret er ikke noget at prale af. Det ville ikke overraske mig, hvis der er forekommet selvmord på den konto. Og da jeg kommer til at tænke på min familie, som jeg ved hygger sig hjemme med påskefrokost, tager selvmedlidenheden ikke ende!
Og så er der lige det faktum, at der ikke er nogen kok ombord! Der var afløsning af kok i Hvide Sande, men den nye kok kommer først ombord i Aalborg. Ingen har sagt det højt, men det ligger i luften, at jeg laver mad. Men da søsygen er på sit værste, kan de falde om af sult om det skulle være, jeg viser mig ikke i kabyssen! Da jeg har sovet, kan jeg alligevel ikke være mig selv bekendt, andet end gå i kabyssen og se, hvad man kan finde og sætte på bordet. Måltiderne bliver noget forskudt den dag! Og så var jeg endda heldig at vi gik gennem Limfjorden. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi skulle have været nord om Skagen. Så det er nok meget godt, at jeg ikke blev sømand. Til gengæld er turen gennem Limfjorden et lille plaster på såret, for det er en smuk og interessant tur.
Om aftenen da vi var kommet ombord, havde jeg, klog af erfaring, valgt at lave en lille påskefrokost, mens vi lå sikkert fortøjret ved kajen! Det særlige ved denne lille påskefrokost, var, at alle blev sat til at knalde æg! Kun min mand og søn kendte denne skik, så der var mange overraskede blikke. Man tager nogle farvede kogte æg med skal, og knalder æg mod æg med hinanden. Det gælder om at få ens eget æg til at holde ”stand” længst muligt. Det er en ret sjov skik, og det sjove her, var især at se de overraskede blikke, og at se store stærke søfolk få det barnlige frem i sig. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/5-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)