|<
<
>
>|
Fuldbefaren sømandsfamilie.
Sidste sommer havde jeg og mine unger, Jesper på 9 år og Annie på 6 år, den fornøjelse at besøge far på hans gode skib Lica Mærsk.
Dette vil kun være en ferie beretning om livet ombord set i øjenhøjde af familien. Jeg har ikke nogen dybsindige betragtninger i forbindelse med sømandslivet, vi har nok været gift for længe (kobberbryllup næste år) til at jeg kan svømme hen i hjerte som rimer på smerte og dybsindige betragtninger mht. at jeg så vældig godt kan lide mit liv som enepige kontra gift kone, dem kender sømandskoner allerede og det vil jeg ikke her komme ind på.
Ungerne og jeg rejste til Holland uden de store oplevelser, dog vil jeg straks korrigere dette til at jeg slet ikke er vant til at rejse, så bare det at rejse til Holland er sørme spændende. Ungerne var stor hjælp og følte sig meget voksne når vi sådan skulle finde rundt i Kastrup. Til alle jyder skal hermed lyder en melding, at ”de der sjællændere” er faktisk meget hjælpsomme når de mødes med et ”øh, daw, hvordan finder jeg…”
Da Lica Mærsk først var i havn midt nat fik vi en overnatning på hotel, hvor vi først var fremme til midnat, og alle mødre, meld mig ikke til børneværnet, men efter den lange rejse trængte jeg skrækkeligt til en lille kold fadøl, så ungerne blev slæbt ned i hotellets bar og installeret med hver deres cola og mor nød sin øl! Der var for øvrigt legerum!
Vel ombord på skibet næste dag blev vi installeret og der er fine forhold for en 1. mester, både opholdsstue som blev ungernes soverum og soveværelse som mor og far indtog, dejligt at gense ægtemanden! ;-)
Vores dage gik med lektier for Jesper vedkommende, maks. en time hver dag, der var jo både pc’ere ombord og mange spil som han slet ikke kendte, playstation, jeg gentager den tidligere sætning! videofilm og mennesker. Sidst nød især vores datter stor glæder af, hvad enten de var mørkere i huden end dem hun til daglig snakker med, og dermed faktisk ikke forstod et ord af hende uendelige talestrøm eller de var danskere og så velopdragne at de smilende nikkede med i hendes langstrakte betragtninger om dette eller hint, jo, hun er sin mors datter! Motionsrummet besøgte vi også, i hvert fald mere end faderen, hvis man skal tro på vægten! og spillede bordtennis, cyklede og løb på løbebånd, alt er at foretrække frem for 2 kåde unger der drøner op og ned af trapperne i apteringen.
Vi var også med på båd og brand øvelse og selvom det er dejligt betryggende at iføre sig redningsvest, klatre (i stille sø, dagslys og ingen panik) ombord i en rimelig komfortabel redningsbåd, så har jeg dog ingen trang til at prøve de i virkeligheden. Da vi havde forladt føromtalte redningsbåd og sikret os at der var nødblus, et eller andet mad agtigt noget, vand og at motoren også kunne starte, gik vi over til at redde skibet. Vi sprøjtede tonsvis af vand ud over agterstævnen (det er det bagerste af skibet!) og mændene slæbte kilometer af vandslanger fra et sted til et andet, men det var vældig underholdende, hvad man dog ikke gør for en sømandsfamilie og deres morskab ;-)
Flere at mændene tog branddragter på, kæmpestore, død varme og vildt tunge, og klatrede af stejle trapper ned i maskinen, som er et virkeligt varmt sted at opholde sig, selv uden brand (nu var det jo også for at øve sig), for at slæbe en stor sæk sand!! op på dækket, det vakte virkelig begejstring.
Vi havde senere på turen også fornøjelsen af at se føromtalte redningsbåd sejle rundt om skibet, men da den fjerde gang lagde til siden af skibet uden at kunne få fat i trosserne for at blive halet tilbage ombord, blev det dog lidt kedeligt. Det skulle efter min mands udsagn være ret skægt at sejle rundt med sådan en.
Vi var også i land, nogle steder med større oplevelser end andre, men lige et godt råd med på vejen: Skulle nogle damer være udsat for at der ingen gangvej er, så man bliver tilbudt at klatre over rækværket og ned på en interimistisk stige som holdes af en slags forvokset palle løfter, så lad være, tak nej og se om ikke næste havn er mere civiliseret! I vil ikke tro hvor besværligt det er at komme over sådan et gelænder med nederdel og en anelse hæle og som min mand så romantisk udtrykte det:
”Se Anita, kranen arbejder slet ikke, det er nok fordi han er ved at dø af grin over dig som skal ned af stigen!!”
Ungerne klarede det selvfølgelig legende let, det gør de jo altid!
Da vi skulle hjem afmønstrede vi i Alcaciras og tog ud til Gibraltar klippen, det var rigtig sjovt at se natur, by og det engelske islæt derude. Især det med at bilerne holder tilbage når flyene lander og letter vakte stor jubel hos sønnen, datteren var mere til de der nuttede aber, som jeg helt ærlig var lidt bekymrede for, de så en anelse sygdomsbefængte ud og den ene holdt Annie i nederdelen, mens hun fodrede den, det var hun vældig betaget af, mens mine tanke nok mest drejede sig om utøj og den slags!
Jeg pointerede flere gange for livet i mit lys alle de guldsmede forretninger der var på de kanter, men besynderligt er det (at jeg da ikke lærer det?) som mænd udvikler høretab ved ordet ”guld” der var ellers et righoldigt udvalg.
Hjemturen gik fint, på nær vi blev forsinkede, så vi måtte overnatte i Kastrup, men Hilton hotel er et fint alternativ til Hørning, så det var en vældig oplevelse at sove der. Jeg overvejede ganske alvorligt at holde mig vågen, helst i badeværelset som havde højttalere installeret!! jamen hvilken luksus. Det var dog dejligt at komme hjem og vi tog jo sømanden med os, så det var starten på hans ferie og afslutningen på min. Dog regner vi med at holde den fælles i år og når vi får en sådan oplevelse på søen, så gør det ikke så meget at manden arbejder imens.
Sluttelig en offentlig tak til Mærsk for at vi måtte få den oplevelse, det var spændende at se mandens arbejdsplads og hans kollegaer som alle tog larmen, snakken og løberiet fra ungerne med ophøjet ro og egentlig så ud til at synes det var hyggeligt, folk er nu så velopdragne! | |
Kilde/ forfatter: Anita Graugaard, Dato: 1/4-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)