|<
<
>
>|
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 3, tirsdag 17.2.
I dag er det besøg hos 3 sømandsfamilier. Det har jeg set mest frem til. Første besøg er hos Ninfa A. Borgonia og hendes mand Arnel, som er hjemme på ferie. Vi kommer til et mindre, lidt mere ydmygt hus, end det jeg hidtil har set. Man-den tager imod udenfor, og viser os ind. Udenfor står konens gasflasker, som hun sælger videre, det er hendes bibeskæftigelse.Ved siden af huset, er en lille gård med et par kyllinger. Huset har de selv bygget lidt hen ad vejen, når de fik råd, og med venners hjælp. Her bor dette ægtepar med 3 voksne børn.
Vi skal naturligvis spise. Filippinerne spiser ca 6 - 7 gange i døgnet, og de griner hver gang jeg kommenterer det. Jeg snakker i første omgang mest med manden, hvor han sejler osv. Han er pumper på en tanker. Jeg forstår på ham, at han ikke er officer, men heller ikke rating, sådan lidt midt imellem. Og det virker som om, han forstår begge ”lejre” lidt. Han taler ret frit fra leveren. Jeg spørger om han foretrækker nogle nationaliteter frem for andre, at arbejde sammen med ombord, eller om det er et problem med de mange forskellige nationaliteter. Det benægter han, dog bliver det lidt mere nuanceret senere i samtalen. Men der er ingen tvivl om, at filippineren generelt ser, det med forskellige nationaliteter ombord, med andre øjne end danskeren. Måske skyldes det, at de selv er et multietnisk samfund, igennem århundreder (ikke noget med første- og andengenerations) og at de er så folkerig og fattig en nation, at det, at arbejde udenlands med mange nationaliteter,er en given livsbetingelse.De arbejder for at kunne underholde hele familien, og frem for alt sikre børnene en uddannelse, som igen er deres pension. Fremtiden er hele tiden deres agenda. Jeg hører flere gange, også på symposiet, at ”it is a matter of personal relationship”, mere end det er nationaliteten, der er det afgørende ombord. Jeg får i hvert fald en fornemmelse af, at det er os danskere, der måske er mere fordomsfulde. Det er i øvrigt også hvad Fabienne Knudsen skriver i ”If you are a good leader, I am a good follower”, som jeg husker det. Jeg drøfter konkrete eksempler på problemer, vi har haft ombord blandt den filippinske besætning, hvor vi havde svært ved at finde frem til den egentlige årsag til, at de pludselig ikke kunne enes. Jalousi, siger han! Filippinerne siger selv, de har en krabbementalitet. Hvis nogen kommer for langt frem,trækker de andre ham tilbage. Jeg tager mod til mig, og fortæller at den danske sømand ofte frustreres over,at når han giver en filippinsk sømand en arbejdsordre, siger denne: ”Yes, sir!” Uden at noget sker. ”De føler ikke ansvar, som de bør gøre”, siger han. Jeg tror på, at ham her, er ansvarsfuld i sit job, for han er ikke på nogen måde underdanig over-for mig, som jeg ellers godt kan opleve det ind imellem. Og han siger sin mening. Også da jeg spørger, hvad han synes om, at hans kone er medlem af SWAPI. Jeg bliver sommetider gal, siger han. Jeg overraskes. Hvorfor det, spørger jeg. ”Jo, når hun kommer sent hjem fra møder og sådan”. Senere tænker jeg, at denne reaktion kan være en del af reaktionsmønsteret på den isolerede tilværelse ombord; Nu er jeg her, så skal hun være her, for mig.Jeg spørger,om ikke han synes,det er godt, at hans kone har støtte og opbakning, når han er til søs! Jo, det synes han nu også. Både han og konen, bekræfter, at når manden er ude, skåner de begge hinanden for hver deres problemer. Et mønster, som vi danske sømandsfamilier jo også kender. Konen siger, at hun har været meget glad for, at kunne være med på hustrusejlads, det giver mere forståelse for mandens arbejde og betingelser, og man kan nemmere tilgive ham, når der er noget. Men de (sømændene) kunne nu også trænge til et ”brush-up” engang imellem, siger hun. Det griner vi af, for vi forstår begge to ganske udmærket, hvad der ligger i det…
Vi taler om manning agencies. Noget som jeg hele tiden hører om, mens jeg er på Filippinerne. Pigerne er alle meget skeptiske overfor dem, og de tænker ikke me-get på, hvem der er principal (skibsejer) eller, i hvilket land de er. Det er manning agency, der tæller i deres hverdag. Ninfa og manden,Arnel,taler begge om,at manning agency ofte sender dem på adskillelige kurser, som de enten har været på før, eller er helt unødvendige, fordi manning agency tjener på det. De taler også om, at der stadig er agencies, der ikke betaler løn til tiden,ofte kan lønnen komme både 1, 2 og 3 måneder for sent. De sætter de gode dollars i omløb, og laver business på den måde, siger de. Arnel taler en del om Esso, hvor han tidligere var ansat.Der kunne han godt lide at være, for der var forskellige benefits, som han lagde meget vægt på, mere end på at få en høj løn. Feks fik de 50% i feriepenge, hvis de kom tilbage til skibet. De fik kurser betalt, julearrangementer for deres familier, med ophold og transport betalt. Næste besøg er hos familien Nenita A. Pahed. Nenita er forstander for den italienske nonne skole, hvor vi senere har symposium. Her er manden til søs. Da vi ankommer tænker jeg, åh nej nu igen. Der står tjenere helt ude på vejen, og siger good morning madam… Der er atter li-net op, denne gang lidt anderledes, og jeg ved ikke rigtig hvad det går ud på nu, for set-up´et ser forskelligt ud. Jeg får ikke så meget forberedelse på den måde.Men jeg har efterhånden vænnet mig til, bare at følge trop i det der sker. Det viser sig, at der atter er inviteret hvem der kan, og her er vel en 20 stykker samlet. Jeg får stukket et tændt stearinlys i hånden, og da jeg går ind i huset, hører jeg en præst tale. Der er også et par nonner. De er katolikker. Det er Blessing of the house, der foregår. Der synges, og præsten går rundt og kaster vand på husets indbo. Bagefter lykønskes Nenita, som bor her, og hun er meget glad.
Jeg bliver placeret ved siden af præsten, de synes åbenbart, jeg skal tale med ham. Det er ikke lige mit behov, men ok. Og det bliver alligevel en interessant samtale. Han taler en del om hans syn på sømandsfamilien, og dens problemer, som han hjælper med at løse. Han siger at nogle sømandsfamilier oplever, at specielt drenge kommer ind i narkotika problemer i teenage alderen, fordi far aldrig er hjemme,og de mangler fader figuren i de-res liv, og moderen respekterer de ikke. Desuden hører de fra andre børn, at de-res far har en dame i et andet land, og de føler svigt. Han går så ind og konsulterer, for at afhjælpe disse problemer. Jeg tænker lidt, at, det er jo også hans levebrød, men han har nu nogle gode pointer. Jeg hører også nogle af pigerne, især Alice, tale om ”ekstra marital problems”. No-get jeg ikke når at dykke mere ned i, så jeg ved ikke om det er så meget anderledes end for alle andre sømandsfamilier. Måske er de bare lidt mere åbne omkring det? En af de andre piger talte også om det på symposiet. Om hvordan hun fandt ud af, at manden havde en dame i Indien, hvor han sejlede fast, og hun fik gjort en ende på det. Og det blev fortalt med megen styrke bag, så jeg nærmest røg lidt tilbage i stolen, og tænkte okaayy…! Men det er klart, at problematikken let bliver mere manifest, når manden er til søs i 14 måneder, som Cora´s mand var for nylig. Rederiet kunne ikke finde afløser, og så kom han bare ikke hjem.
De har lavet en flot kage, med mit navn på! Jeg skal skære til alle, det er en ære! Efter præsten, placerer de to sønner af sømænd ved mig. Først Nenitas søn, som er først i tyverne.Velformuleret på flydende engelsk, uddannet indenfor IT. Men han er uden job i øjeblikket, han vil til USA og arbejde. Jeg spørger, hvorfor han så ikke laver noget i ventetiden. Han griner, og siger, at han kan vist ikke forvente solidaritet fra mig. Måske fordi, jeg selv er mor, siger jeg. Han er lukket omkring det, at være søn af en sømand. Han synes bare, det er fint nok. Det kan jo også være tilfældet, men jeg fornemmer snarere, at det er svært for ham, at sætte ord på i denne forsamling, og det forstår jeg nu også godt.
Michael, derimod, som er søn af Lu, og som er uddannet advokat, dog også lidt ældre, ca 27 år, er langt mere åben, og bedre til at beskrive sin opvækst i en sømandsfamilie. Han fortæller, at han har 3 billeder af sin opvækst. Det første billede er hans første år, hvor en mand kommer på besøg, siger han er hans far, sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er fint, men han mener ikke det er hans far. Næste billede, er han lidt ældre, måske 6 år,han ved nu,at det er hans far,der kommer hjem og sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er stadig fint, men han føler sig ikke connected til sin far. Tredje billede er, da han er teenager,da er det virkelig svært,for han føler sig stadig ikke connected til sin far, og i den svære teenagetid savner han virke lig fader figuren. Han får nogle problemer omkring det, søger conultation hos præsten, og får det på den måde lidt bedre med sig selv. Han fortæller, at i dag, hvis han har problemer, vil han ikke fortælle sin far om det, når han er til søs. Kun når han er hjemme. Jeg kan se, at Lu er meget stolt af sin søn, og med god grund.
Men jeg opdager så også pludselig, at Nenita kommer hen og siger noget, meget skyndsomt omkring hendes søn, noget med, at han snart får et godt job. Den jalousi, jeg hører filippinerne selv beskrive, dukker pludselig op. Jeg gav jo Michael mere opmærksomhed, for han havde mere at byde på.
Sidste familiebesøg den dag. Jeg er træt, og har næsten ikke overskud til mere. Får generelt for lidt søvn.Vi skal besøge Marian P. De Guia, som er president for SWAPI. Da jeg så hende første gang, undrede jeg mig over, at Alice, som jo er grundlæggeren, og som stadig styrer foreningen rigtig meget, har udpeget Marian til at være hendes efterfølger.Alice er 74 år! For Marian
er meget stille, siger intet, og gør ikke væsen af sig selv. Men ved nærmere eftersyn, og Alice´s kommentarer (Jeg tror Alice har læst mine tanker) kan jeg godt se, at det er klogt gjort. Marian er en meget klog og sød pige,med mange jern i ilden, og hun tænker sig godt om. De har et catering firma, og det går nu op for mig, at jeg har fået af hendes mad før, og den er god. Hendes mand er kaptajn, han er til søs i øjeblikket, de har tre voksne børn, som dels er med i firmaet, dels højt uddannet, husker dog ikke lige hvad. De bor i et stort hus. Vi sidder oppe på taget, hvor der er en stor tagterrasse. Atter mad! Og der er inviteret mange mennesker. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være træt af, hele tiden at være centrum, og stille kloge spørgsmål. Det ser ud som om, de gerne vil ”pudse” flere på mig, jeg kan ”interviewe”… Jeg afværger, og slår over i sjov og spas. Faktisk ser jeg, at nogle af pigerne, der har været mest på, sammen med mig, som Cora, Melly, Gie, Lu, Jonette, Minda og andre, også er trætte. Så det bliver mest sjov og pjank denne aften. Og nogle gode sømandskone historier!! Det kan vi – også – samles om!
(fortsættes i næste nummer)
| |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 28/8-2009
Kategori (i): The Phillipines
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009
Som repræsentant for Sømandskoneforeningen af 1976, besøgte jeg de filippinske sømandskoner i foreningen -SWAPI; Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Siden ca 2001 har Sømandskoneforeningen af 1976 haft kontakt med SWAPI.Vi har skrevet sammen på mails. Kontakten kom i stand ved hjælp af Fabienne Knudsen, forsker i søfartsmedicin ved Syddansk Universitet, da hun rejste derud for at lave interwievs til sit projekt:”If you are a good leader, I am a good follower”.
SWAPI har ofte inviteret os til at deltage i forskellige arrangementer og festivitas, men det har ikke været økonomisk muligt.Ved hjælp af tilskud fra Søfartens Ledere og Maskinmestrenes Forening, som vi siger tak, og at det på sidste Landsgeneralforsamling blev besluttet, at sende mig af sted for foreningens midler i øvrigt, kom jeg omsider af sted.
Alice C. Lamigo som grundlagde foreningen for 32 år siden, og som hele tiden har været vores kontakt person, sendte mig et program for denne uge, hvor jeg havde besluttet at være på Filippinerne. Det var et rimeligt tæt pakket program, som var ved at tage pusten fra mig. Og en masse besøg og steder, som ikke sagde mig noget. Det startede med: The welcome committee will meet Birgit Larsen Jensen at the international airport… Puhha, tænkte jeg, og så nærmest den røde løber rullet ud, også. Der blev noget at leve op til, fornemmede jeg. Allerede samme dag: Filipiniana Reception med dans, sang og meget andet. Også for at fejre Valentine´s day.
Jeg tænkte, det var en god ide, foruden at skrive en tale, også at forberede et kulturelt indslag. Så jeg allierede mig med en kollega, der underviser i folkedans, og fik hende til at lære mig Totur fra Vejle. Den kendte jeg lidt i forvejen, og det skulle være nemt, så jeg kunne formå at lære en fremmed kultur at danse dansen. Det blev sværere end jeg troede! Men forberedelsen gav mig modet, og det var rigtig godt.
På programmet var også ”Symposium on seafarer family life”. Det gav også lidt grå hår i hovedet. Og de syntes åbenbart, at jeg skulle fortælle om hvordan den danske sømand klarer sig ombord blandt mange nationaliteter.Hhmmm….Jeg skrev til Fabienne Knudsen, som har interwievet adskillelige filippinske søfolk, for at få gode råd. Fabienne syntes jeg skulle kontakte Gichelle Cruz,som er senior lecturer ved University of Manila, underviser i kommunikation. Hun er god til at distancere sig til sin egen kultur, sagde Fabienne. Det er også rigtigt, men det er også aldeles rigtigt, at filippinere er MEGET gæstfrie, og ønsker at gøre det absolut bedste for deres gæst. Så Gichelle kom med stort set lige så stort program, for hvad hun syntes jeg skulle opleve i den uge… Jeg var ærlig talt ved at løbe skrigende væk!... Samt mange gode forslag til hvilket hotel jeg skulle vælge, i hvilken bydel m.m. SWAPI havde foreslået et hotel, hvor de fik rabat. Jeg endte med at vælge det, og det viste sig at være en god ide, for det lå tæt ved deres forenings kontor, som er Alice´s hus. Desuden gav de rabat til SWAPI, som jeg så også fik glæde af. Hotellet var ejet af en koreaner,der sad og så film på sin bærbare i restauranten, mens underdanige filippinere piskede rundt.
Hans eneste pc for gæsterne, hvor man skulle købe internettet for en time ad gangen, var med kinesisk windows!!! Men ud over, at jeg gerne ville skrive lidt hver dag, for at kunne huske alle indtryk, og også havde lovet vores lokale avis nogle rejsebreve, så var hotellet ok, og i øvrigt var jeg der næsten ikke… SWAPI pigerne holdt mig i ave fra tidlig morgen til sen aften hver dag.
Jeg ankom til Manila med næsten 6 timers forsinkelse pga flyproblemer, ombooking osv. Så den frokost de havde arrangeret til ære for mig, måtte de spise selv. Så det blev først søndag aften, jeg var fremme, hvor gæsterne allerede sad ved aftenens Filipiniana reception og ventede på æresgæsten!
I lufthavnen finder jeg, som den sidste passager, min kuffert stående på gulvet. Træt og lidt forvirret går jeg mod en eller anden udgang. Da ser jeg en flok piger stå og vinke med blomster og stort banner: Welcome Madam Birgit Larsen Jensen. Hold da op, jeg bliver helt rørt. Vi har travlt,for som sagt sidder gæsterne allerede og venter ved receptionen. Men jeg kommer dog til hotellet, og får lov at tage et bad. Jeg skal tage kjole på, får jeg at vide. Det har jeg heldigvis også med. Senere ser jeg,at det skulle have været en lang kjole! Det havde jeg ikke tænkt på.
På hotellet spørger jeg,om ikke der er en vase, så jeg kan sætte de flotte blomster i vand. Hotel portieren kommer med en lille bitte vase, hvori der kan stå højst 2 vintergækker, til en stor buket!! Jeg ser spændt efter pigernes reaktion? De skælder ham ud, sender ham væk, og siger de selv vil hente en ordentlig vase. Det fremkommer også. En vase de har hentet i Alicé´s hus.Men denne lille scene har jeg tænkt på flere gange, for det virker typisk for mig, at filippineren vil gøre alt for at opfylde ønsket, ligesom det er vigtigt for ham, ikke at tabe ansigt. Hotelportieren klarede nogenlunde begge dele. Han var selvfølgelig klar over, det frembragte ikke duede, men det var så det næste, som var ude af hans hænder,da hotellet ikke ejede en vase der kunne bruges. Hans mission var ”fuldført!...
Jeg bliver sat ind i en bil, og kørt til det sted, hvor der er Filipiniana reception. Mine bange anelser bliver indfriet: Fint og storstilet, og mig som æresgæst! Og alle venter spændt på at se giraffen! Jeg aner ikke hvordan jeg skal agere, og spørger simpelthen Alice: Skal jeg gå rundt og hilse på gæsterne eller hvad og hvordan? Nej, jeg skal bare følge efter hende, og sætte mig ved hovedbordet.
Vi befinder os i Capt & Mrs Rosales´ Garden, en fin gårdhave med palmer, musik, flot pyntede borde, helstegt pattegris og meget andet mad, adskillelige tjenere og så et nyt banner: ”Valentine´s Day. Special guest Madam Birgit Larsen Jensen from Denmark”!! Jeg spiser lidt, og prøver at finde en grimasse der kan passe. Ærlig talt, det er ikke helt nemt, og der sker flere ting, samtidigt med at jeg skal snakke med de nærmest siddende. Jeg ved også, at om ikke mange minutter skal jeg holde tale, og jeg er altså lige landet…
Nationalsangene, den danske og den filippinske bliver spillet, der synges solosange af et par sømandskoner, som udtrykker hvordan hun savner sin sømand, der er lovprisning, taler, og jeg bliver præsenteret.Alice havde bedt om mit cv forinden. Midt i alt dette, tænker jeg: Mit vigtigste mål for denne rejse, er at komme ind under huden på disse piger, og få en fornemmelse for deres livsbetingelser. Så jeg prøver at ”afstive” lidt, via min tale og ageren, men samtidig respektere de-res agenda. Her er ”Totur fra Vejle”, og også deres dans et godt redskab. Danny hjælper mig med Totur fra Vejle.Danny er en autodidakt danselærer, som de altid kalder på, når de skal danse. Han instruerer primært på tagalog (lokalsprog), og det giver selvsagt lidt problemer for mig. Og han kender altså heller ikke dansk folkemusik, plus at jeg ikke selv er helt stiv i det. Men vi får en masse sjov ud af det, efterhånden som de begynder at tø op, og også tør grine af, at jeg heller ikke rigtigt kan finde ud af det. Det hjælper også, at de ser,jeg griner af mig selv… Vi aftaler at vi prøver igen senere på ugen, også fordi det slidte gamle kassettebånd, som min kollega har givet mig, begynder at spille modsatte side hver gang…
Ved højbordet sidder bla en ældre, men meget frisk dame, som jeg falder godt i hak med, vi kan grine lidt af det hele. Jeg kan se på hendes tøj, at hun har det godt økonomisk, og af hendes ageren, at hun er af det bedre selskab. Jeg møder hende igen senere på ugen. Det er hos hende, vi skal spise middag på dag 4: Dinner at Capt & Mrs Rene Carpio. Men at fange navne den første dag blandt høj musik og massive nye indtryk, er mig helt umuligt.
Der er 3 piger, der hver giver et sangnummer. Den ene, får jeg at vide, har fået sin uddannelse via et scholarship fra SWAPI´s fond. Det er de tydeligt stolte af, og det er forståeligt nok. De har selv meget besvær her i livet, alligevel har de overskud til at lave aktiviteter, så de kan samle penge ind til deres fond. Fonden er primært til at hjælpe familier, hvor sømanden pga sygdom eller andet,ikke længere kan være til søs. Så sørger de for at børnene får en uddannelse. På den måde er de med til at sikre forældrene på deres gamle dage, og børnene en fremtid. Her er jo ikke nogen social sikring.
Borgmesteren fra denne del af Manila;Paranaque City er også inviteret, og holder en mindre tale,og skal selvfølgelig hilse på mig. Jeg kan se på ham, at dette ikke lige er hans største interesse, måske ville han hellere noget andet denne søndag aften. Men jeg vælger at fastholde ham blot et par minutter. Jeg synes han skylder disse familier noget respekt, for som han selv siger, de bringer gode dollars til landet! Omsider kommer jeg tilbage til hotellet, og går i drømmeland.
Dag 2, mandag 16.2.
Inden dagens begivenheder giver jeg Alice og de piger, der er kommet til morgenmad, gaven fra os danske sømandskoner. Det er to sømandshunde (staffordshirehunde). Jeg fortæller dem om deres betydning for danske sømandsfamilier. Det synes de er ret morsomt og interessant. De kender ikke skikken.
Manila City tour, står på programmet. Oprindeligt tænkte jeg vist, at jeg ikke er kommet som turist, men som arbejdende sømandskone,der primært skal lære dem at kende. Men skik følge eller land fly. De vil gerne vise deres land frem, give mig et godt indtryk. Og jeg opdager, at det faktisk er helt fint, for trafikken i Manila er så heftig, at det tager 4 gange så lang tid at nå fra A til B, som her hjemme. Og i al den tid får vi nogle gode snakke. For vi kører
naturligvis rundt i private biler med aircondition og karaoke, og sommetider også chauffør. Men ofte er det en af pigerne der kører selv. Alice lærte dem for mange år siden at tage kørekort,så de bedre kunne klare sig.
Af interessante seværdigheder i dag er Seaman´s Hospital og Seafarer´s Place. Seaman´s Hospital ejes af AMOSUP. Det lykkes dem, at få en oversygeplejerske i tale, og få en rundvisning, trods det ikke var planlagt. Men alt for en special guest from Denmark! Jeg ser specielt Intensiv afdelingen, som er mit eget speciale, og ser,at om end det ikke helt er dansk standard, så er det ikke ringe, og der er rent, og de ser ud til at have, hvad de har brug for. Oversygeplejersken er selv sømandskone, og selvfølgelig medlem af AMOSUP.
Pigerne taler en del om AMOSUP, og hospitalet, som de siger, er af lidt bedre standard end øvrige hospitaler. Men også at sømanden mister alle sine rettigheder hos AMOSUP, hvis han efter 6 mdr ikke har en ny kontrakt til søs. Og han kan ikke selv tegne medlemskab, for at fastholde sine rettigheder. Jeg taler med Morten Bach ITF København om det, da jeg er kommet hjem igen. Han bekræfter dette, og siger at AMOSUP ikke er populære hos ITF, for de har en meget ringe overenskomst, og i nogle tilfælde trækker helt op til 40% af sømandens hyre. Det er en forretning ejet af en familie (Oca) og ikke en fagforening der vil noget godt for deres medlemmer, siger Morten Bach. Vi besøger Seafarer´s Place, som jeg har hørt lidt om hjemme fra, uden at vide særlig meget om det. Det er en speciel oplevelse. Der er en del stande, hvor manning agencies sætter skilte op med ledige stillinger. Der er en del fintklædte mænd (sorte bukser, hvid skjorte) der går rundt med skriveblok, mellem en masse hyresøgende søfolk, og kigger folk ud. Nogle er i gang med at interviewe. Det er ret specielt at opleve. Noget udstillet, og i nordiske øjne, en anelse ubehageligt. Dybest set, er princippet det samme, som at søge job hjemme. Jeg ville dog ikke bryde mig om at søge job på den måde. Jeg bliver overrasket over, at officer lønningerne er temmelig høje.
Det lykkes pigerne, at få mig ind til ham, der leder kontoret ved Luneta Seafarer Center, som ligger på Seafarer´s Place. Han tager penge fra manning agencies for denne formidling, og foretager noget registrering. Han fortæller, at der er i alt ca 11 millioner filippinere, der arbejder i andre lande rundt omkring i verden. Heraf er ca 500.000 søfolk. Hver dag kommer der ca 700 nye hyresøgende søfolk til stedet, og ca halvdelen får sig et job. Og vi siger, vi er en ”stor” søfartsnation!..Vi er ”peanuts”, og de fleste af pigerne, jeg er sammen med, kender end ikke Mærsk, kun et par stykker har hørt om dette rederi. De fleste af dem, har deres mænd i asiatiske rederier.
(Fortsættes i næste nummer) | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 24/5-2009
Kategori (i): The Phillipines
Letter
Dear Birgit,
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice | |
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 11/5-2009
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)