|<
<
>
>|
Letter
Dear Birgit,
Greetings from all of us in the Philippines. Our meetings at Marian, Melly and Cora were all successful. Our subject matters were more on fundraising to cope up with our needs. We have scheduled a Feeding Program for poor children in the slum areas, Laboratory Blodd examinations every six months, and scholarship for children of seafarers who are financially hard-up.
Every meeting we had, after the formalities, we often remembered the camaraderie we experienced with you. I will suggest to all our member chapters and officers you've known to enlist you as Honorary Member. That is, if you will agree. Your donation qualifies you as an auxiliary member regardless of citizenship, our young Atty. Mickey Pabalinas said!
Our next officers' meeting will be on May 17th during the birthday celebration of Jonette. I will bring the issue of Honorary Membership to all of them,.
Melly left for London last night. Lydia Sampollo (former treasurer) left for California. The rest are all at home as usual. Captain de Guia, Chief Engrs. Pabalinas and Daysor are still on vacation with their respective families.
Enchanted Kingdom is a theme park similar to Disney Land where families go for recreationary rides and entertainment. This is the company where Anna Lee is employed as Corporate Communications Officer. She also performs in some shows produced by her company every time she is requested by management. This is another place or locale that you can appreciate. Anna Lee performs in a musical show this May.
Regards and extend our message of love, justive and peace to the travelers and wives at home. We are all fine.
Loving hugs,
Alice | |
Kilde/ forfatter: From founder Alice Lamigo, Dato: 26/9-2009
Kategori (i): The Phillipines
Letter
am glad u recd my mail. hope ur fine. SWAPI are busy practicing our dance . A filipino Folk dance . We will perform tomorrow onthe National Seafairer'sDay Celebration . Last time we also perform at OWWA maybe they find us good so again they requested us to dance. Maybe this Oct. we are planning for our Youth Day. Intended for our children or youth. Do you plan for a vacation here. Am glad to see u again. ! More updates later.. How's your group . Regards all esp. to u.
God Bless u and your family... luv u .. cora | |
Kilde/ forfatter: Cora Lorezo, SWAPI, Dato: 24/9-2009
Kategori (i): The Phillipines
Kulturel rejse til Filippinerne
kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 4 onsdag 18.2.
Vi skal i TV studie til live optagelse siger de. Det er ikke på programmet, for det er noget de har fået i stand de sidste par dage. De er meget oppe at køre, glade og spændte. Jeg prøver at finde ud af, hvad det er for en udsendelse, men det er svært. Noget med nogle spil, interview, og andet. De har lavet et nyt banner, igen med: ”SWAPI w/Special guest from Denmark, madam Birgit Larsen Jensen”. Og vi har alle gule trøjer på, med foreningens
logo.Vi er ca 14 piger, der tager af sted i 3 biler. Atter en lang køretur i den hektiske trafik.
Vi bliver placeret rimelig tæt på i TV studiet, hvor vi er en del af publikum. Men da vi har siddet i noget tid, jubler de pludselig alle sammen i vilden sky. Hvad sker der, spørger jeg. Lu´s fætter arbejder herinde, så nu har vi ret til at sidde helt nede foran, siger de. Jeg fortæller, at hvis det overhovedet kunne forekomme i Danmark, ville vi i det mindste gå stille med dørene. Ikke her, siger de, det er en selvfølge! Og griner.
De fortæller, at selvom vi kun er publikum, så er det meget tænkeligt, at de kommer hen og snakker med mig, da de kan se, jeg er udlænding, og de plejer at tage en snak med nogen blandt publikum. Der er rigtig mange mennesker, og trods jeg er forvirret, for tv folkene taler tagalog, er det nu meget sjovt at være en del af. Det er deres middags underholdnings program ”Eat Bolaga”. Et amerikansk underholdnings program,som de selv fylder indhold i, så vidt jeg kan se. Jeg ser godt nok, at tv værterne skæver hen til mig, men jeg går fri. Med en vis lettelse, må jeg indrømme, trods jeg havde forberedt mig på, at sige et eller andet om deres gode forening, hvis jeg blev spurgt af en af tvværterne. Det er noget af en heksekedel, og meget langt fra det, man oplever med en filippinsk besætning ombord. Pigerne fortæller bagefter, at de havde som dagens emne: Hjemvendte familier fra udlandet blandt publikum, og det er jo også en god sag.
Denne aften er vi så til spisning hos Capt & Mrs Rene Carpio. Vi er nok 14 – 15 stykker igen. Vi er i røde bluser i aften, får jeg at vide. OK! Danny kommer med, for vi skal danse! Dels filippinsk, som er en blanding af traditionel linedance og disko, og så skal vi have lært Totur fra Vejle
ordentligt. Danny har spillet den over på en cd, så nu kører det. Lourdes, som Mrs Carpio hedder, og hendes familie bor i et hus, der vel er lidt mere luksuøst end de
fleste huse på Strandvejen i København!
Der er selvfølgelig også swimmingpool, og flere mercedes biler i garagen. Huset ligger i en ”landsby”, isoleret fra resten af Manila, med skarp sikkerheds kontrol. De ringer værten op, for at tjekke, at det er korrekt de venter os. De har egen skole her!
Jeg snakker med Rene, manden, og finder ud af, at det er en del år siden han var til søs. Han stoppede, og begyndte at bygge huse som dette. Deraf rigdommen. Jeg tænker på, hvordan feks Ninfa føler sig tilpas her, som kommer fra langt mindre midler. Men så ser jeg hen på Alice, og så har jeg svaret. Alice holder næsten hvad som helst i skak. Ulmende ballade, jalousi, fnidder og fnadder, som kvinder kan være rigtig gode til, og frem for alt, hun er som en mor for dem alle. Jeg er også begyndt at sige ”Yes, mother”,når hun taler til mig, for hun er utrolig omsorgsfuld.Og jeg kan se,at det er hun for dem alle,og hun taler også om, at den og den havde problemer, og så gjorde de sådan og sådan. Og når jeg siger; ”Yes, mother”, får jeg det skønneste og varme smil igen. Hun kan virke afmålt og lukket, men der er meget mere end det. Hun er en dygtig formand, for over 1000 sømandskoner, og et meget klogt menneske, som jeg kommer til at beundre og holde rigtig meget af.
Vi spiser af den gode mad, og Lourdes og
jeg driller hinanden lidt. Jeg nævner for
Lourdes, at jeg godt kan forstå, hvorfor vi nogen gange studser over, at eksempelvis en filippinsk AB, kun har udført en del af sit arbejde, som om han regner med, nogen kommer og rydder væk efter ham. For I har alle sammen mindst én medhjælper i huset, siger jeg! Hun giver mig ret, og siger, ”Ja, vi bliver nok lidt dovne af det. Men det er jo fordi, der er så mange fattige, der kommer og tigger om at få et
job, og så giver vi dem arbejde i huset. Vi kan feks sagtens køre selv, alligevel har vi privat chauffør. På den måde, synes vi, at vi gør nogen mennesker noget godt.”
Jeg betragter den lokale papegøje, som giver sit besyv med af og til. Så er det tid til dans med Danny. Danny er meget energisk, og man kan blive helt betaget af at betragte ham. Sveden perler af ham, når han begynder at danse og instruere samtidig. Først et par filippinske danse, og så Totur fra Vejle. Også i aften giver det en masse sjov, fordi vi laver fejl, og Danny og jeg er i tvivl om, det nu er 4 eller 8 chassis.. Men til sidst lykkes det, og vi er både stolte og glade, og har haft en masse sjov med det undervejs. Jeg må sige, at det rører mig på en særlig måde, at danse mit lands folkedans med disse vidunderlige piger, - sømandskoner -, som jeg fornemmer en masse fællesskab med, trods vores forskellige kulturer. Jeg kan allerede nu mærke at det bliver svært at skulle sige farvel til dem. Vi har opbygget en slags bonding, et fællesskab, hvor vi føler os i samme båd, trods vidt forskellige livsvilkår, men med mange af de samme sorger og bekymringer.
Dag 5 torsdag 19.2.
Dette er pigernes ”fridag”, selvom de ikke er begejstrede. Men jeg har planlagt andre ting, og måske havde jeg oprindeligt et ønske om et ”lufthul” og lidt fritid denne dag. Men det er umuligt.
Jeg skal besøge vores egen bemandings agent. Jeg bliver hentet kl 8 af Alison Asarcon, der er crewing manager. Han har tidligere været AB, men er nu på kontoret, hvor han finder nye søfolk osv. Igen, trafikken tager meget tid, og han har chauffør på, så vi får snakket en del på vej til kontoret. Jeg spørger, om de også benytter Seafarer´s Place, men det gør de stort set ikke. De bryder sig faktisk ikke om det, og desuden får de mange fra provinsen og benytter sig meget af networking. Desuden har de børn af tidligere søfolk nu,fordi de har eksisteret så længe.Jeg får drøftet problemer med besætning med ham, og det er rigtig godt at få en helt an-den vinkel, på problemerne. Han mener de tider,hvor den filippinske sømand,svarede ”Yes, sir” til en arbejdsordre uanset om forstået eller ej, er passé. Det siger jeg, ikke er tilfældet.Vi får en god snak.
På kontoret møder jeg den unge kvindelige direktør, Emily. Business kvinde med stort b, men også åben for dialog. Jeg fortæller, at sømandskonerne siger, at der fortsat er manning agencies, der ikke betaler løn til tiden. Spændt på hendes svar: Det er rigtigt, siger hun, men det er mest de græske principals. Så rykker vi og rykker, for det er jo sømandens penge.
Vi drøfter de stigende officer lønninger trods krise, benefits frem for lønstigning og andet. Philhealth osv. Jeg spørger om hun er interesseret i en kontakt med SWAPI, bla fordi hun nævner, at de vil arrangere små kurser for sømandskonerne i provinsen, for her arbejder de ofte ikke, og er dermed mere sårbare. Det samme gør SWAPI, derfor synes jeg måske navnlig det var en ide, med et samarbejde. Jo, de må gerne komme på besøg, siger hun. Nå, her var ikke den store interesse!
Alice fortæller senere, at det bliver næppe aktuelt, ”for de kan ikke lide mig, de ved hvem jeg er, og de ved, jeg siger min mening”.Alice havde inviteret dem til den første aften ved receptionen. De havde sendt moderen, som kun er lidt med i bestyrelsen. Generelt er der meget stor mistillid til manning agencies blandt sømandsfamilierne. Alice fortalte mig også, lidt hånligt, at hun havde diskuteret mit program for ugen med dem, da hun vidste, at jeg ville besøge dem denne dag, og hun ville sikre sig,at de passede ordentligt på min sikkerhed.Det mente de ikke,ville blive noget problem, men Alice var ikke helt tilfreds… Emily, direktøren, tilbyder mig da også hendes chauffør for resten af dagen da jeg bliver hentet af Gichelle ved
middagstid.Vi siger ja tak, for det sparer
tid.
Gichelle har fødselsdag, og derfor kan hun tage fri fra universitetet. Ellers arbejder hun nærmest non-stop, og i weekender tager hun privat ekstra arbejde.Trods sin ret høje stilling ved universitetet og dermed ret gode løn, må hun arbejde så meget, for at få pengene til at slå til. Men hun skal også delvist forsørge sine forældre, og sine mindre søskende. Gichelle er enlig, og bruger ikke mange penge på sig selv.Hendes far arbejdede i mange år som bådsmand hos Mærsk, men blev tvunget i land for et par år siden, da de, ved de ret så udførlige sundhedstjek fandt en lille nyresten, som dog ikke giver symptomer. Trods behandlinger, forsvandt den ikke, og han kunne ikke komme til søs igen.
Filippinerne kommer til sundhedstjek for hver kontrakt periode, dvs ca hver 6. måned, og det er manning agencies, der fastsætter dette. Der er ingen lov for det. Jeg tror manning agency i Filippinerne er en rigtig god forretning, og det er nok ikke uden grund, at sømandsfamilierne er så skeptiske overfor dem. Manning agency har sat sig godt og grundigt på dette marked, med at ”eksportere” søfolk ud i verden. Og da jeg taler med Emily om forskellige ting vedrørende vores egne folk, fornemmer jeg også, at jeg ikke skal gøre tingene selv. Lad os gøre det, vi ved lige hvordan, siger hun med en anelse ordregiven i stemmen. Tag ikke noget fra vores forretnings område! Dette manning agency er akkrediteret, hvilket jeg fortæller Alice senere. Men det giver hun ikke noget for; Det kan de købe, siger hun. Der er ca 400 manning agencies i Manila.
Jeg taler med Alice om, at jeg synes det er særdeles vanskeligt
at finde ud af, hvad er sandhed.Det giver hun mig ret i.Men mener selvfølgelig, at hendes syn på tingene er sandheden. Jeg så dog, at direktøren for dette manning agency viste mig, hvordan de registrerede forskellige ting, fordi det krævede akkrediteringen, og hvordan de brugte masser af tid på det, for at fastholde deres akkreditering. Men måske er det også rigtigt, at hvis de ville, kunne de undlade at gøre arbejdet tilfredsstillende, og så købe denne akkreditering. Men måske, er det bare svært, at komme denne skepsis overfor manning agency til livs, når man et langt liv har set, hvor meget korruption, der er på alle niveauer…? Jeg opgiver denne tankerække!
Under besøget hos dette manning agency, viser Emily mig et ”certificate of appreciation”, som de uddeler til søfolkene. Straks kommer den mistroiske dansker op i mig:Hvad skal det gøre godt for? Men det er, som navnet jo også siger, en anerkendelse af den søfarendes indsats. Hun fortæller,at de bliver meget glade for at få det. Nogle græder ligefrem.Ved nærmere eftertanke, er det meget menneskeligt.Vi brænder jo alle efter anerkendelse! Efter vores symposium, får jeg også et ”certificate of appreciation” fra SWAPI.
Som dansker, er man tilbøjelig til at synes, at det er en anelse til grin. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være glad for det… Men da Alice ved min afrejse begynder at snakke om, at gøre mig til æresmedlem på højde med ”the governor”, spørger jeg lidt spøgende, om ikke bare jeg kan få lov til at søge om ganske almindeligt medlemskab…
Jeg har før hørt, at filippinske søfolk er
meget loyale overfor deres arbejdsgiver. Det har jeg tidligere været lidt skeptisk overfor. Men så alligevel tegn på det i Filippinerne. Hos Nenita så jeg, der hang et stort maleri af et skib. Det havde de fået malet efter et fotografi, af det skib manden sejlede med. Gichelle talte me-get om, hvordan hun med sin venstre orienterede indstilling, adskillelige gange havde diskuteret Mærsk med sin far. For han talte altid positivt om Mærsk, og hun sagde til ham, at det bare var en fabrik, der udnyttede hans arbejdskraft… Hun ville åbne hans øjne.Men hun måtte mere eller mindre erkende, at det var nytteløst.
Vi talte om,om ikke han skulle have lov at have det lidt rosenrøde billede. Hvorfor tage det fra ham? I øvrigt hører jeg også adskillelige danske søfolk være stolte af at arbejde for Mærsk
Gichelle og jeg finder hendes forældre og hendes to mindre søskende, der er kommet ind til byen, for at fejre hendes fødselsdag, som jeg nu er blevet en del
af. Vi spiser på en ydmyg restaurant, og
forældrenes fødselsdagsgave, er en lagkage med et lys i, som jeg næsten tror hun selv har betalt. Roberto, hendes far, har lidt arbejde med noget byggeri, så vidt jeg forstår. Han ville hellere til søs, ikke mindst pga den væsentligt bedre løn.
Gicheller er, som Fabienne sagde, god til at se tingene i et andet lys. Hun fortæller om en opvækst, der har været meget præget af at hendes far, var meget væk.
Faktisk fik hendes bror nogle misbrugs problemer, og det mener hun helt klart er pga den manglende fader rolle. Det var det præsten talte om. Broderen har stadig et misbrugs problem med narkotika. Hun husker også, hvordan hendes mor fandt ud af, at faderen havde en dame et eller andet sted, og alle de fights de havde.
Jeg nævner for Gichelle, at et par af pigerne genkendte billedet af sømanden, der er asocial, når han kommer hjem, og ikke vil nogen steder. Det var også noget de af og til oplevede, og snakker om i SWAPI.
Gichelle mener det er et mindretal, der har det sådan. De fleste går ud og drikker med vennerne, når de kommer hjem fra søen, og spenderer alle pengene på kort tid, siger hun. Men da vi snakker isolation, medgiver hun, at denne reaktion, kan være en side af samme sag,en slags ”overdoing”. Men jeg tænker efterfølgende, at der måske også er forskel på, hvordan ra
tings og officerer reagerer, pga forskellige funktioner ombord, forskellige lønninger, og forskellig prestige i samfundet og familien. Desuden har hun indtil nu, ikke rigtig kendt andre sømandsfamilier.
Gichelle har en gave med til mig, det er
en motherpearl. Den er meget flot, og jeg
kan næsten ikke få øjnene fra den. Jeg er blevet meget interesseret i deres kultur perler hernede, efter jeg fik en armlænke med kulturperler af Ninfa, da jeg besøgte hende. I det hele taget over øses jeg med gaver, smykker, tasker og meget andet.Sømandskonerne, som jeg er sammen med, er – på nær Ninfa - alle officers koner, og har nok en bedre økonomi end Gichelle, tror jeg. Heldigvis
(Fortsættes i næste nummer) | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 29/8-2009
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)